Når man har udfordringer med korttidshukommelsen, kan det tit gå galt med tælleriet, når man skal tælle sæt og gentagelser under hjemmetræningen. Det har jeg, og jeg glemte meget tit hvor mange gentagelser, jeg havde lavet, og ind i mellem også om jeg havde lavet et eller to sæt.

Så fandt jeg på at købe sådan en håndtæller, som jeg kan huske, at togføreren gik rundt med i gamle dage – ja det gør han vel stadig når passagererne skal tælles, for det er et utroligt enkelt og velegnet stykke værktøj. Man trykker på en knap, og så tæller den en op.

Det eneste problem jeg ser er, at den er svær at have i hånden, når hænderne skal bære vægt på gulvet. Men der er en ‘ring’, som man kan have pegefingeren i, så den nemt kan arrangeres anderledes, hvis den er i vejen.

Det kan også være nyttigt at have den med til genoptræning hos fysioterapeuten, for sådan nogle har ofte svært ved at tælle, og så kan man jo hjælpe dem.

Der er jo også den mulighed, at en fremmelig leder for den kommunale træning vælger at købe en kasse og låne borgerne en, når de begynder genoptræning. Ikke så meget fordi det er praktisk, men fordi det er med til at geare borgeren op. Hen bliver muligvis også lidt motiveret til virkelig at give den en skalle, hvis kommunen har en hel “igangsætningspakke”. Måske er det ligefrem investeringen værd. Jeg har købt min på nettet for omkring fyrre kroner. Der skal ikke spares mange sekunders hjemmeplejeindsats, før de fyrre kroner bliver en god investering. Hvis borgeren bare får 0,00000001 % mere funktion pga. den ekstra motivation, vil jeg gætte på, at man godt kan forsvare, at bruge de ekstra penge.

Jeg har valgt at slå meditation og visualisering sammen i samme artikel, fordi det er beslægtede emner. Man kan sagtens visualisere som del af en meditation. Faktisk gør jeg ofte lige akkurat det, når jeg ikke følger en guidet meditation. Og hvad angår meditation, der specifikt handler om sygdomshåndtering, er det i meget høj grad visualisering, der er i spil.

Jeg er ikke så nøjeregnende med at bruge de rigtige ord omkring det her. Måske er noget af det (eller det meste i virkeligheden) mindfulness. Og som sagt er der en smule visualisering. Egentlig original asiatisk meditation er vist lidt mere vildt, og det er udenfor mit erfaringsfelt at skrive om. Dette her handler kun om, hvordan meditation og visualisering kan hjælpe en hjerneskadet.

I min verden handler meditation om at gå ind i sig selv. Lade sanseindtryk udefra passere uden bearbejdning. Kropsbevidsthed. Åndedrætsfokus. Men den allervigtigste egenskab ved meditation er, at både krop og hjerne slapper af og afspænder. Selvom du ikke føler dig stresset, kan din hjerne og hele dit system godt være stresset alligevel, f.eks. under behandling med stråler eller kemoterapi. Det vil være enormt gavnligt for dig som syg at kunne afspænde og hvile.

Visualisering er i virkeligheden noget helt andet, for der forestiller man sig ting, og det hjælper faktisk med at komme nærmere det, man forestiller sig, eller støtter og styrker f.eks. immunforsvaret. Desværre er det stort set helt overset af sundhedsvæsenet og kommunernes sundhedsstab. Jeg har udelukkende kunnet finde Bobby Zachariaes serie af guidede visualiseringer fra 2010 – 2013. De er heldigvis inden for sundhed, og de vakte nogen opsigt dengang, men bagefter klingede interessen for at udnytte den her teknik af. Her fortæller Zachariae om visualisering i et videoforedrag: Bobby Zachariae forklarer om visualisering. Kræftens bekæmpelse har lavet en stor side om visualisering: Kræftens Bekæmpelses grundige side om visualisering.

Visualisering har ret vide sundhedsperspektiver. Et eksempel er styrketræning for dem, der ikke går til træning. Et forsøg viste, at en gruppe øgede deres muskelmasse 13,5% bare ved at visualisere, at de trænede. Gruppen der reelt udførte øvelsen øgede muskelmassen med 30%. Måske kan man med guidet visualisering i praksis kun øge funktionaliteten 5% hos 5% af borgerne, der modtager hjemmepleje, men det er saftsusemig også mange penge, der spares på indsatser i mange år, hvis borgere pludselig selv kan varme maden, eller selv tage strømper på eller …

Jeg bruger først og fremmest guidet meditation i skøn forening med visualisering til at hvile. Jeg foretager det stort set altid liggende, for at hjernen ikke skal kontrahere nogle muskler – den kan sådan set bare lade musklerne helt være. Undtagelsen er, når jeg er ude og lige har brug for at lukke verden ude et par minutter. Så bakker jeg lidt i kørestolen, lukker øjnene, lader lydene passere ud af det modsatte øre, og koncentrerer mig om min vejrtrækning. Så hviler jeg bedst muligt under omstændighederne.

Hvile med guidet meditation/visualisering er ret effektivt. Det kan ikke konkurrere med en nattesøvn, men det er ofte bedre end at forsøge at sove i 20 minutter.

Jeg må indrømme, at jeg ret ofte kommer til at blunde et stykke inde i lydfilen. I forhold til det egentlige formål med lydfilen, er det ikke så hensigtsmæssigt. Men i forhold til mit eget formål – nemlig at hvile – er det perfekt! Jeg sover ikke dybere, end at jeg altid vågner, når guidningen er overstået. Samtidig får jeg mere hvile, end hvis jeg er vågen hele tiden. Det ville naturligvis ikke være spor formålstjenstligt at miste opmærksomheden under en visualisering, men dem findes der som sagt ikke så mange af.

Guidede meditationer har den ekstra store fordel, at de varer et bestemt tidsrum, så man kan finde en, der passer til det tidsrum, man har til rådighed. Man kan have et arsenal af guidede meditationer på sin telefon i alt fra 5-30 minutter, så man altid kan finde en passende en til at få det meste ud af enhver pause.

Man kan også eksperimentere lidt selv. Jeg har i den forbindelse god fornøjelse af appen “åben og rolig” fra Fonden for mental sundhed. Der er nogle tidsafmålte stykker stilhed (nederst i kategorien ‘ønsker’), der kan bruges til at indramme sit eget lille hvilerum, hvor man kan gøre sig lidt forsøg med meditation eller visualisering.

Diverse relaterede links

Der er utroligt mange sider med guidet meditation, og du må selv gå på jagt i dem, og samle dig et arkiv med meditationer i forskellige længder. Men de handler alle sammen om fokus, åndedræt, afspænding osv. og kan kun bruges til hvile. De eneste sygdomshåndterende guidede visualiseringer er dem Bobby Zachariae leverede for 9-12 år siden. De er nu tilgængelige som lydbøger, der mig bekendt er til rådighed i stort set alle lydbogsstreamingtjenesterne.

Herunder er links til nogle videnskabelige artikler, fordi det virker som om. at det stadig opleves som noget mumbo-jumbo overtro, at visualisering kan have en betydning for sundheden. Jeg er i hvert fald ikke støt på brug af det nogen vegne, selvom det er oplagt at tilbyde lydfiler specialiseret alt muligt.

Videnskabeligt forsøg (1997): Effects of Guided Imagery and Music (GIM) Therapy on Mood and Cortisol in Healthy Adults. Forsøget viser et kraftigt fald i Kortisol (stresshormonet) ved guidet visualisering.

Videnskabeligt forsøg (2021, gratis rapport): Motor Imagery Training of Reaching-to-Grasp Movement Supplemented by a Virtual Environment in an Individual With Congenital Bilateral Transverse Upper-Limb Deficiency

Videnskabeligt forsøg (2004): From mental power to muscle power–gaining strength by using the min

Videnskabeligt forsøg (2020, gratis rapport): Positive Visualization and Its Effects on Strength Training

Jeg har en søn, Rasmus. Han var 6 år gammel, da jeg fik diagnosen. Der var jeg lidt rådvild i forhold til, hvordan vi skulle undgå, at han skulle få en rigtig traumatisk begyndelse på livet. Jeg vidste på det tidspunkt ikke andet, end neurokirurgen på OUH havde fortalt mig – at det kun havde akademisk interesse at give det et navn, for der var alligevel intet at gøre. Med andre ord forventede jeg at skulle dø inden for 10-15 år med de sidste fem år liggende i en hospitalsseng uden at kunne noget som helst. Samtidig ville jeg ikke kunne gøre særligt meget, af det jeg gerne ville sammen med ham under hans opvækst.

Med det primære formål at finde ud af, hvordan vi bedst forholdt os til det at have barn, besøgte vi Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Odense hver uge i nogle måneder. Der talte vi med en rådgiver der hed Eigil, og det er helt sikkert det mest betydningsfulde i hele min karriere som hjerneskadet. Det overskygger selv behandlingen, for hvad hjælper det, at man lever længere, hvis man kun efterlader ruiner af pårørende?

Eigil fortalte os, at børn spejler deres forældre. Jo mere utrygge forældrene er, desto mere utrygge vil børnene blive. Derfor har vi fra begyndelsen anlagt en håbefuld tilgang til det, og vi har holdt alle negative prognoser for os selv, mens vi har delt ethvert glimt af håb med ham og vist vores optimisme.

Det var den ene gyldne sandhed. Den anden var, at fantasien arbejder, når man ikke ved noget. Desto mindre børnene inddrages i udredning og behandling, desto mere i deres hoveder skal fyldes ud af fantasi, og fantasien er meget vildere end virkeligheden. Derfor har han været med til alle de lægesamtaler (undtagen nogle få, f.eks. neurokirurgerne), han ville med til, ligesom han også har været velkommen ved alle undersøgelser, og vi har svaret ærligt på alle de spørgsmål, han har stillet.

I al den tid der gik (det tog 6 -7 måneder at få journalen fra OUH til Rigshospitalet for en second opinion), forventede vi, at tumoren ville dræbe mig inden Rasmus blev 18. Derfor brugte vi den tid til at tale meget død med ham. En central ting var, at forklare ham, at hvis mor eller far døde, så er vi stadig inden i ham. Vi ville altid være en del af ham – også hvis vi forsvandt. Han var kun 6, så vi var nok mindre abstrakte i kommunikationen – han fik simpelthen at vide, at vi ville leve videre inden i ham, hvis vi døde, og så benyttede vi enhver chance til at gøre klart, at det i givet fald først var om lang, lang tid. Men det gav anledning til en konflikt mellem en jævnaldrende dreng, som mistede sin far i en dykkerulykke, for han havde fået at vide, at hans far var kommet i himlen, og hvordan kunne en død far både være inden i en og i himlen?

Skolen foreslog, at han kunne blive tilknyttet en psykologgruppe, men det afviste vi. Der var ingen som helst indikation på, at han reagerede på situationen med mig, så det ville være, at gøre noget specielt ud af situationen, og jævnfør vores samtaler med Eigil hos Kræftens Bekæmpelses rådgivning, ville det bare bekræfte Rasmus i, at der var noget unormalt ved hans situation, og gøre ham mere utryg. Bemærk, at jeg ikke advokerer for, at man altid skal afvise sådan et tilbud, men der skal være en mærkbar grund til det. Hvis det bar præg af, at Rasmus gik og tumlede med noget af det inden i hovedet, ville vi have taget imod hjælpen. Men det var der ikke skyggen af tegn på, og han forsøgte konstant at banke mig, som enhver sund dreng ville.

Det sidste emne jeg vil berøre er, hvor vigtigt det er, at holde sine pårørende tæt på. Der fejlede vi fælt! Min udredning tog 3,5 år (!), og efterhånden som de søgte diagnoser blev mere og mere usandsynlige, besluttede vi, at der måske skulle en total luftforandring til, så vi flyttede fra Helsingør. Men når nu vi flyttede, ville vi gerne have opfyldt nogle flere ønsker. F.eks. var jeg selvstændig dengang og lejede et dyrt kontor ude i byen, så vi ville gerne have god plads så det kunne være hjemme. Men det var sindssygt dyrt. Vi var faktisk ude at se et par steder på Sjælland, men de var meget lavloftede eller også var der et kæmpe svineanlæg klods op af. Så vi rykkede længere og længere vestpå i vores søgen, og så blev alting en mio. kroner billigere af at krydse Storebælt, og ved et tilfælde endte vi helt ovre i Assens Kommune. Vi besluttede dengang, at broen ikke skulle stå i vejen for, at vi deltog i nogle arrangementer, men det gjorde den sandelig for vores familie. Det var vanvittig lidt støtte, vi fik fra både mine forældre og min hustrus to voksne piger. Og min hustru savnede at se sine børn og børnebørn mere, mens de bebrejdede hende, at hun ikke var nærværende. Og i forhold til Rasmus betød det, at jeg ikke kunne give ham alle de ting med i bagagen, som jeg ville, men havde brug for hjælp til. Jeg ville f.eks. gerne have givet ham bare en lille smule af den kulturelle dannelse, jeg selv fik med hjemmefra. Jeg blev slæbt rundt til koncerter, museer, så på arkitektur osv., men der havde jeg brug for, at mine forældre tog ham med en gang imellem til sådan noget.

Storebæltsbroen (eller i hvert fald betalingsanlægget) har været en kæmpe belastning på mange måder, men nu handler denne her artikel kun om børn i forhold til hjerneskade, så lad os nøjes med at sige: LAD VÆRE MED AT FLYTTE OVER PÅ DEN ANDEN SIDE AF STOREBÆLT!. Uanset hvilken vej. De pårørende uden for hjemmet ser situationen med helt andre briller, og de oplever ikke hverdagens udfordringer. De hører kun bebrejdelser og fortolker kun ud fra deres egen synsvinkel, når du råber om hjælp. Og fra deres synsvinkel, tager Storebæltsbroens betalingsanlæg al opmærksomheden, så de hører slet ikke dit råb om hjælp. I parentes er det for kort tid siden, at et borgerforslag om at afskaffe brobetalingen blev nedstemt stort i folketinget pga. et væld af faktorer, hvoraf den vigtigste nok er, at så kan Femern Bælt-forbindelsen ikke hænge sammen.

For lige at gøre det med Rasmus færdig, har jeg givet ham det, jeg kunne, og det var at sidde i kørestolen og vejlede ham i at gøre alt arbejdet. Det betyder, at han kan stort set alt nu, og i marts 2023 bliver han en dygtig tømrersvend. Og det er vi ret stolte af, men jeg er også ret ked af, at han ikke fik samme forhold til kunst, litteratur, arkitektur, historie, museer osv. med hjemmefra, som jeg selv.

Dette her emne er i virkeligheden uden for denne her hjemmesides tema, men jeg faldt over et foredrag på YouTube, og syntes det var enormt interessant. Det er også meget interessant (synes jeg), hvis man er med til at drive en organisation, hvor stress er begrundelsen for meget sygefravær. Det er psykologiprofessoren Bobby Zachariae, der viser, hvad videnskaben ved om stress.

Og forudsætningen for at en leder kan agere vidensbaseret (altså intelligent) på et emne er, at hen har tilegnet sig den tilgængelige viden. Det her foredrag med Bobby Zachariae (fra 2014) er et rigtig godt sted at begynde. Jeg har nedenfor forsøgt at fortolke noget af den præsenterede viden, med henblik på at det måske kan anvendes til at mindske stress blandt medarbejderne i kommunen, jeg bor i.

I foredraget definerer Zachariae stress som en ubalance mellem stillede krav og udfordringer, og de til rådighed værende ressourcer. Sundhedsstyrelsens definition er noget bredere, nemlig: “Langvarig stress er en tilstand af anspændthed og ulyst gennem længere tid, dvs. uger til måneder”. Der findes ikke en eksakt definition af stress, og det er højst individuelt, hvor tolerante mennesker er overfor ‘stressorer’, som faktorerne kaldes.

Men som leder for en gruppe medarbejdere, kan man bruge den viden, Zachariae her giver, til at mindske stressorer eller i højere grad gøre medarbejderne langt mere tolerante overfor stress. For en kommune giver det ekstra god økonomisk mening, for stress i arbejdslivet har meget stor indflydelse på sundheden og deraf følgende sygelighed og dødelighed. For at skære det fuldstændigt ud i pap, mindsker man udgiften til hjemmeplejeindsatser, når man gør medarbejderne mere robuste overfor stress. Og mens udgifterne for hjemmeplejeindsatser skal tælles for hver tidligere medarbejder med følgesygdomme fra stress, skal de forebyggende tiltag kun tælles for en gruppe medarbejdere. Lad mig prøve at forklare det anderledes: Hvis man afholder en stressforebyggende indsats for 50 medarbejdere, har man en engangsudgift (måske hvert år). Men man sparer efterfølgende to hjemmeplejeindsatser om ugen for 15 personer I TI år. Plus alt det sygefravær der forsvinder, hvis trivslen øges.

Alle borgere ved, at det er nærmest umuligt, at få et byråd til at investere i noget, der giver afkast i en senere byrådsperiode. Der bliver også spændt ben af den dumme økonomiske opbygning af administrationen, så det bliver en slåskamp om, hvilke kasser der skal betale. Er det f.eks. velfærdskassen, der skal investere i senere besparelser på hjemmeplejen? Eller er det de enkelte stående udvalg, der skal betale for deres egne medarbejderes trivsel? Imidlertid får vi i foredraget de kolde videnskabeligt funderede fakta at vide. Det er ansvarsforflygtigelse, at ignorere det! Så på en eller anden måde, må byrådet finde ud af at bruge den viden til at øge trivslen de rigtige steder.

Et godt eksempel på en stressor, som ikke bare stresser medarbejderen, men decideret skader borgeren er, at på grund af kemoterapiens effekter, er min genoptræning ved kommunens trænende terapeuter sat på pause. Det er i sig selv rimeligt nok, og jeg tilbydes vederlagsfri fysioterapi i mellemtiden. Imidlertid sidder jeg permanent i kørestol, og bliver hentet og hjembragt til/fra genoptræning uden beregning. Det er ikke muligt at få transport til/fra vederlagsfri fysioterapi. Min kommunale fysioterapeut har forsøgt at få kommunens sociale myndighed til at ville finansiere det, men det ville de ikke gå med til. Dernæst har hun forsøgt, at få en af de private fysioterapeuter til at lave hjemmetræning hos mig, men det har ingen tid (eller lyst) til. Det er også forsøgt, at lave mødested i det lokale fitnesscenter, der er så tæt på, at jeg kan trille derover i stolen, men det ville heller ingen. Altså har vi en situation, hvor kommunens udførende hånd ikke kan skaffe de ressourcer, der skal til for at løse sine opgaver. Lige præcis Zachariaes definition på roden til stress!

Det er nok en stressfremmende faktor, at det drejer sig om et menneske, og terapeutens baggrundsviden fortæller hende, at hvis jeg ikke bliver holdt i ørene af en fysioterapeut, vil et halvt års pause være en lang deroute for mine i forvejen få ressourcer. Bagefter kan jeg så sidde og have ondt af mig selv og selvmedicinere med alkohol. Efter et stykke tid vil min hustru ikke være med til det længere, så hun smutter, så jeg får endnu mere at have ondt af mig selv over, og selvmedicinerer endnu mere, så det går hurtigere med at dø.

Den eneste måde, hun kan undgå at blive stresset af det, er ved at distancere sig fra borgeren – gøre det ligegyldigt med min deroute.

Havde det ikke været en mere hensigtsmæssig situation for både borgeren og den trænende terapeut, hvis rådhuset og udføreren arbejdede sammen om et fælles mål, og det mål det var, at hjælpe borgeren? I stedet arbejder socialrådgiveren på rådhuset efter et andet mål, muligvis at forvalte loven (så vi ikke hjælper borgeren mere, end vi absolut skal) eller at forvalte et budget, eller begge dele?

I kan være ganske rolige. Jeg skal ikke ud på en ny deroute. Jeg har på den hårde måde lært, at man selv bliver nødt til at tage ansvar for sit helbred. Det er ikke hele det offentlige apparat, der arbejder ud fra målet om at hjælpe dig. Man må selv sætte sig ind i så meget som muligt, og vælge de ting der hjælper, og vælge de ting fra der ikke hjælper.

Men jeg er ret unik, er jeg bange for. Stort set alle hopper på den der med “systemet ved bedst”. De er magtesløse og er kastet ud i velfærdsnettet fra et helt normalt liv. De når overhovedet ikke at finde ud af deres nye liv før de må give op, fordi det hele er uoverskueligt.

Men for at vende tilbage til det forebyggende… Zachariae nævner flere forebyggende faktorer:

• Oplevet kontrol og indflydelse
• Forudsigelighed
• Anerkendelse
• Social støtte
• Meningsfuldhed
• Følelsesmæssige kompetencer

Nogle af dem kommer lidt af sig selv, mens andre er nogen, der kan stilles til rådighed eller øges oppefra for at gøre medarbejderne mere robuste overfor stress. I videoen er fremhævet indflydelse, social støtte og følelsesmæssige kompetencer. Jeg har valgt også at skrive lidt om anerkendelse, da det også er en faktor, der nemt kan skrues på.

Oplevet kontrol og indflydelse

I foredraget fortæller Zachariae, at der er påvist 2,2 gange højere dødelighed af hjerte/karsygdomme for personer, der har været stressede og ikke følt, at de havde indflydelse på deres egen situation. Men det er jo overhovedet ikke det værste, at folk dør tidligere (set med budgetbriller fra rådhuset). Det er de 10-15 år inden de dør, hvor de skal have hjemmeplejeindsatser. Og hvis man ikke dør af en hjerte/kar-sygdom, bliver man virkelig en økonomisk belastning for kommunen som apoplektiker eller tilsvarende, hvis blodproppen lander uden for hjernen. Det er altså det glade, økonomiske vanvid, ikke at gøre, hvad man kan for at øge medarbejdernes følelse af indflydelse.

Det laveste æble at plukke mht. kontrol/indflydelse er, at få medarbejdernes nærmeste leder til at forstå vigtigheden af at inddrage medarbejderne i beslutningstagningen. Og hjælpe lederne, der måske ikke bliver dygtige ledere af at få informationen, f.eks. ved at lave værktøjer eller regler, der kræver inddragelse.

Anerkendelse

Når man skriver ‘anerkendelse’ tænker ledere og politikere, at det er noget, der koster mange penge. Anerkendelse gives ved at man får mere i løn, bonus, frynsegoder osv.

Intet kunne være mere forkert! Anerkendelse er en følelse, og ros fra sin leder eller kolleger genererer en meget stærk følelse af anerkendelse. Det er vigtigt, at lederen lægger mærke til, at medarbejderen har gjort et eller andet, der fortjener ros.

Det laveste æble at plukke mht. anerkendelse er altså, at få medarbejdernes nærmeste leder til at forstå vigtigheden af at rose medarbejderne, når de gør noget godt.

En bonus er, at det virker begge veje. Desto mere lederen ser sine medarbejdere, desto mere synlig vil lederen opleves af medarbejderne.

Og så gør det jo ikke spor, at øge den økonomiske post for personalepleje i budgettet samtidig, men det er som sagt ikke det laveste æble, for det er bedre ledelse.

Social støtte

Social støtte finder medarbejderne i deres egne sociale netværk. Dem kan arbejdsgiveren selvfølgelig ikke blande sig i, men arbejdsgiveren kan i hvert fald sørge for, at der er rigeligt med ikke-arbejdsrelaterede fællesskaber til rådighed på arbejdspladsen. Der kan f.eks. etableres hobbyfællesskaber om alt fra strikning over motorteknologi til finere madlavning. Og jo større arbejdspladsen er, desto nemmere bliver det, at finde en tovholder på hver gruppe.

Følelsesmæssige kompetencer

Igen en, der er lidt svær at gøre noget ved direkte, men Zachariae forklarer, hvad det er for nogle kompetencer, og det er jo et godt udgangspunkt:

• Evne til at identificere følelser
• Evne til at fortolke og forstå følelser
• Evne til at udtrykke følelser

Dertil kommer, at der skal være åbenhed i omgivelserne omkring følelser. Og for at begynde med det sidste, kan arbejdspladsen jo have det som en del af sit værdisæt, at det er OK. at kommunikere om følelser. Jeg ved, at det vil være en endog meget lang proces, men den begynder med en målsætning, og ledelsen kan konstant (bedst ved at gå foran selv) arbejde for en åben kultur i hele organisationen.

De egentlige følelsesmæssige kompetencer er jo nogle, der skal opbygges i medarbejdernes hjerner, som en del af deres personlige udvikling. Det bedste den store arbejdsplads kan gøre er, at tilbyde medarbejderne kurser, der udvikler dem personligt, og i øvrigt støtte deres personlige udvikling, f.eks. ved at være fleksibel i forhold til planlægning af arbejdstid.

Det ville for en kommune være en vildt god investering, at ansætte en god psykolog med det formål at støtte medarbejdernes personlige udvikling begyndende med de følelsesmæssige kompetencer, og at øge medarbejdertrivslen, og støtte ledere med problemer i medarbejdergruppen.

De her stressforebyggende faktorer er tankevækkende tæt på ‘de 6 guldkorn’ for god ledelse. Det er udenfor denne her sides tema at skrive om dem – prøv at google ‘de 6 guldkorn’, hvis du vil dykke ned i det. Min pointe er, at måden at mindske stress og enormt mange følgesygdomme på, er ved at have dygtige ledere. Fair and simple! Dygtigere ledere, og der er virkelig plads til forbedring på det punkt i kommunerne. For lige at minde ledernes leder om det, er de seks guldkorn for god ledelse: Indflydelse, Mening i arbejdet, Forudsigelighed, Social støtte, Belønning og Krav. Arbejdmiljørådets forklaring af de 6 guldkorn.