Rehabiliteringsforum Danmarks hvidbog er ganske enkelt et stort guldkorn. Ikke en eneste sætning er overflødig. Den bør være alle velfærdslederes bibel, og hver gang de har læst en sætning, skal de tænke over, hvordan den relaterer til deres eget område. ‘Hvidbogen’s indhold er ikke kun relevant på stats- og regionsniveau. Rigtig meget er også relevant på kommunalt niveau – ikke mindst samtlige anbefalinger.

Så godt og nyttigt som indholdet er, så meget desto mere absurd er det, at den opdaterede version der udkom foråret 2022, ikke er gratis tilgængelig til download.

Jeg vil hjælpe med at fortolke hvidbogen, da det tilsyneladende er ret svært at forstå indholdet. Men allerførst lidt basalt om rehabiliteringsforum Danmark og hvidbøgerne:

Basalt

Rehabiliteringsforum Danmark har flere roller. De varetager Danmarks medlemskab af Rehabilitation International, og danner i Danmark netværk mellem interessenter på området, og er lidt en tænketank, der udgiver ‘hvidbogen’, som sammenfatter summen af alle fagpersoners og ramtes ypperste viden på området.

Hvidbogen definerer rehabilitering således: “Rehabilitering er målrettet personer, som oplever eller er i risiko for at opleve begrænsninger i deres fysiske, psykiske, kognitive og/eller sociale funktionsevne og dermed i hverdagslivet. Formålet med rehabilitering er at muliggøre et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse, mestring og livskvalitet. Rehabilitering er en samarbejdsproces mellem en person, pårørende, professionelle og andre relevante parter. Rehabiliteringsindsatser er målrettede, sammenhængende og vidensbaserede med udgangspunkt i personens perspektiver og hele livssituation.“

Hvidbogen giver 5 anbefalinger:

• Den enkelte persons behov, håb, ressourcer og hele livssituation skal danne afsæt for al aktivitet i rehabilitering.
• Styrk fokus på personer med særlige behov, herunder bandt andet sårbare grupper, børn og pårørende.
• Styrk den faglige kvalitet gennem forskning, vidensbasering, systematisk dataindsamling, monitorering og fælles nationale beskrivelser af rehabiliteringskompetencer.
• Styrk koordinering og sammenhæng på tværs af lovgivning, forvaltningsområder og fagområder.
• Hvidbogens indhold og anbefalinger operationaliseres og monitoreres.

Jeg skal skynde mig at sige, at min vægt klart er på genoptræning, selvom rehabilitering er et meget bredere begreb. Det skyldes primært, at jeg ikke ved, hvor man står i dag hvad angår rehabilitering generelt. Jeg ved kun, hvor vi står hvad angår genoptræning.

Fortolkning af anbefalingerne

For at begynde med den sidste af hvidbogens anbefalinger betyder den, at ledere på området skal læse den og tænke over hvad teksten betyder på hens område. Det var vist også drømmen, da hvidbogen udkom i sin første udgave i 2004. Da det kun delvist lykkedes, er det lavet til en eksplicit anbefaling. Det er særligt den borgernære implementering af hvidbogens guldkorn, der interesserer mig, og da der tilsyneladende er meget brug for hjælp til at forstå, hvad de gode råd indebærer, fortolker jeg i det følgende side for side.

Den næste anbefaling nedefra handler om, at borgeren skal i centrum – ikke paragraffer osv. Den er ret svær denne her, for systemet er netop opbygget efter love, forvaltningsområder og fagområder, og her anbefaler de største hjerner inden for rehabilitering, at alt det skal viskes ud og borgeren sættes i centrum. Spørgsmålet er vel så, om det ikke var mere effektivt at rive det eksisterende system ned, og bygge det op igen med borgeren som udgangspunkt? Nuvel, nu har vi en forældet opbygning, og skal implementere tværgående samarbejde om borgerens krise. Jeg ved i virkeligheden ikke, hvordan man skal komme i mål med dette her, uden at rive systemet ned og opbygge det igen. I dag prøver man, at komme lidt af vejen ved at ansætte ‘koordinatorer’ og holde møder.

Jeg skal fortælle et eksempel fra min karriere, der illustrerer problemet: Gennem ca. tre år kørte kommunen mig i taxa 50,2 km to gange om ugen, for at lære mig at gå med stok. Skal vi gætte på at kommunen brugte ca. 1.500,-/uge (vi var to). På et tidspunkt anmodede jeg myndighed sundhed om en ekstra stok, for så kunne jeg have en ovenpå og nedenunder, og det ville betyde, at jeg øvede mig meget mere. Det fik jeg afslag på, for den visiterende terapeut mente, at mit behov var dækket med en enkelt stok. Det er jo vanvittigt, også ud fra et økonomisk perspektiv! En stok koster vel i omegnen af 120,-. Det er præcis dette her hvidbogen anbefaler at droppe. Den visiterende terapeut har forvaltet loven perfekt, men uden at skele til situationen.

Den næste anbefaling bagfra handler om at logge data, så det er muligt, at lave statistik. Og så om at holde det faglige niveau højt. Mht. det faglige niveau, nævner hvidbogen, at det skal være vidensbaseret. Det har jeg skrevet en hel del om, at det mener jeg ikke, at den er. Der er stor forskel på baggrundsviden og viden! Den ‘viden’ terapeuterne refererer til omkring neuroplastici er 40 år gammel, hvilket er en evighed inden for hjerneforskning. Det er den ene ting. Så er der det med at logge så mange data som muligt. Man kan sagtens logge køn, vægt, skade, træningsresultater osv. i anonymiseret form, så man sidenhen kan lave statistik på det og samtidig have god samvittighed i forhold til GPDR. Det kan ikke engang være en enorm økonomisk belastning. Det er rigelig fint med et regneark. Dette her punkt er temmelig vigtigt, for det muliggør jo en præcis evaluering af tiltag.

Den næstøverste anbefaling er vist primært et politisk spørgsmål om prioritering af midler.

Den øverste anbefaling er, at der skal tages udgangspunkt i borgeren. Borgeren i centrum. Det er nemt nok at sige det. Det går de fleste kommunale ledere vist rundt og siger hele tiden, men virkeligheden er, at borgerens krise lynhurtigt bliver opdelt i love og paragraffer. Er der behov under sundhedsloven, skal du tale med en fra myndighed sundhed. Er der behov for andet er det i myndighed social, du skal henvende dig. Du kan kun få genoptræning, hvis du har en §140 med under armen (bemærk, at det giver ikke adgang til genoptræning, at borgeren har et behov. Et hospital skal have skrevet en genoptræningsplan). Måske har du brug for en §85? Og de her forskellige instanser er ikke særligt gode til at kommunikere med hinanden – det handler den næstsidste anbefaling om. Der bør være en enkelt person, som borgeren har kontakt til, og som kan hjælpe med at dirigere de rigtige mennesker til at hjælpe med krisens komponenter. En krisekonsulent som følger borgeren al den tid, som borgeren er i live. Sådan en konsulent kan også fungere som knudepunkt for kommunikation mellem kommunens enheder, jf. næstsidste anbefaling.

Fortolkning af centrale elementer

Det er en stor mundfuld at gennemgå hvidbogen, så jeg vil gøre det i etaper. Så kig ind igen senere, og se om den er opdateret.

Jeg havde genoptræningsforløb på neurorehabiliteringen i Ringe, hos kommunens trænende terapeuter, på Vejlefjord neurorehabilitering og sågar inde på OUH, der på et tidspunkt forsøgte sig med genoptræning på 8. sal i patienthotellet. Men ingen af forsøgene rykkede mig en millimeter hvad angår funktioner, så i virkeligheden var jeg ved at opgive at komme lidt fri af stolen og ville affinde mig med situationen. Mine pårørende var også lidt trætte af, at jeg hele tiden forsøgte i stedet for bare at acceptere, at jeg ikke kom videre. I begyndelsen af 2013 var jeg på Vejlefjord Neurorehabilitering, og der var jeg så dum, at jeg forinden fortalte min dengang tiårige søn, at jeg kunne gå, når jeg kom hjem. Det kunne jeg jo så ikke! Så blev jeg en ‘skidespræller’, og det var jeg i lang tid. Mine forventninger til det ypperste indenfor genoptræning var alt for store.

Jeg modtog dengang en §85-støtteperson en time om ugen. Hun havde base på Center for Senhjerneskadede i Assens. Der var også en fysioterapeut lidt ved et tilfælde. Støttepersonen arrangerede, at jeg kunne bytte hende væk mod at deltage i et forsøg, fysioterapeuten ville lave. Egentlig havde jeg på det tidspunkt tabt modet, men de overtalte mig til at forsøge endnu en gang.

Fysioterapeuten viste mig, at man sagtens kan lave neuroplastiske forbedringer, hvis man går vidensbaseret til værks. Og vi blev ved med at progrediere. Da Assens Kommunes myndighed social annullerede min deltagelse, kunne jeg gå 75 meter med stok, og vi var lige begyndt at træne i gangbaren uden hjælpemidler. Det er naturligvis en saga blot i dag, men min viden kunne de ikke tage fra mig. Med det nye perspektiv den viden gav mig, kunne jeg analysere alle de fejlslagne forsøg på genoptræning forinden, og det har ført mig til den konklusion, at:

Stort set al neurologisk terapi er erfaringsbaseret og ikke vidensbaseret

Det er naturligvis en provokerende overdrivelse, for alt det grundlæggende viden om neuroplasticitet er jo sådan set integreret i terapien alle vegne ‘allerede’, men den viden er altså 40 år gammel, og det kniber virkelig med at få senere viden og muligheder med, og hvis der er noget område, hvor forskningen producerer ny viden, så er det omkring hjernen, ligesom der opstår den ene nye teknologiske mulighed efter den anden. Så jeg siger blot, at terapien er virkelig, virkelig træg til at adaptere ny viden og nye muligheder. Al den statistik og empiri, terapeuterne har som baggrundsviden, er til gengæld meget ældre end 40 år, og altså dannet under en fundamentalt anden forståelse af hjernen. Måske er der flere og nemmere måder at nå de samme resultater på, end det der står i lærebøgerne? Måske er det snart tid til at udvikle ny baggrundsviden, tænke lidt nyt, eller i det hele taget analysere og tænke i stedet for at bruge standardløsningerne?

I øvrigt bliver man nødt til at se på hvert nyt individ, som en helt enkeltstående sag, og indhente viden ved blandt andet at se, lytte og måle individuelt, fremfor at basere sig på baggrundsviden og erfaring. Jeg mener, at potentialet for genoptræning af hjerneskadede – herunder apoplektikere – er langt større end det, der nås i dag.

Mit yndlingseksempel er fokus. Fokus er helt afgørende for, at hjernen lærer noget, altså laver nye forbindelser. Det må være enhver neurologisk fysioterapeuts drøm, at kunne få feedback om borgerens fokusering på opgaven. Siden årtusindskiftet har psykologer og skoler benytte neurofeedback i håndteringen af ADHD-børn, og der har rigtig længe været flere private leverandører af fokustræning – Der findes tre store internationale leverandører af EEG-udstyr med Bluetooth i varierende grad af præcision, men de kan alle måle, om bæreren fokuserer. Der har allerede i årevis (Nervanix kom med ‘Insight’ i 2009, men har allerede skift forretningsfokus, så det ikke længere kan købes) været billige produkter på markedet, der sagtens kan bruges i en genoptræningssituation. Det ligger lige til højrebenet – det er ikke engang særlig svært – at give terapeuten feedback om borgerens fokuseringsgrad. Alligevel er jeg aldrig stødt på sådan et i terapien. Hvorfor ikke? Læs i øvrigt artiklen om bærbare EEG-headset, der også rummer min anbefaling, hvis man vil videre med dette her.

Når et genoptræningsforløb begynder, bør der ske følgende:

• Der skal lægges en plan, og den plan begynder med en målsætning. Hvis målet ikke er realistisk (i terapeutens øjne), skal terapeuten aftale mere realistiske delmål med borgeren jf. trappemodellen beskrevet her.
• Der skal skabes en stemning af, at nu er det det her, det gælder, og borgeren er klar over, at intensivitet er en afgørende faktor for fremgang, og at hen derfor skal lave så meget som muligt hjemme, og fokusere så meget som muligt på kvalitet i udførelse af funktionelle ting i ADL.
• Terapeuten skal bruge alle tænkelige tricks for at løfte borgerens motivation for træningsforløbet så højt, som overhovedet muligt. Tilbyd en symbolsk præmie (f.eks. et bolche), når et delmål nås. Eller der kan være et whiteboard i træningslokalet, hvor niveauet og målet synliggøres for alle. I DCPT (Dansk Center for Partikel Terapi) på AUH Skejby, har de en gong-gong, som patienterne må slå på, når et stråleforløb er afsluttet. Det er helt sikkert en vigtig ceremoni at se frem til for børnene, og hver gang gong-gongen lyder, kan alle ansatte i bygningen tænke, at nu har de hjulpet endnu et menneske. Jeg er ret sikker på, at den gong-gong er det mest geniale, jeg har set i hele min karriere som hjerneskadet. Kopier, kopier, kopier.

Det indledende møde, skal være et kombineret “kick-off”, planlægnings- og motivationsevent, og ikke en forventningsafstemning.

Dels skal det danne udgangspunkt for en plan, dels skal det sætte forløbet i gang på en måde, der giver det bedst mulige resultat. Det første begynder med en målsætning, fuldstændigt tro mod al videnskab. Så målbeskrivelsen skal være SMART, bare vær opmærksom omkring ‘R’-et altså det realistiske. Det er individets projekts målsætning, og derfor er det hvad der er realistisk i individets øjne. Hvis det ikke er realistisk i terapeutens øjne, må der laves delmål.

I skal også tale om tidshorisont. Det skal ikke være en knivskarp deadline, men terapeutens baggrundsviden kan fortælle lidt om, hvornår I skal kunne se forbedring, eller hvornår I skal lægge strategien om.

Det andet formål med kick-off mødet er, at skabe en stemning af, at nu skal vi saft-suse-mig lægge kræfterne i. Borgeren skal forstå, at ligesom terapien virkelig går ind i det her projekt for at nå de mål, I lige har aftalt, forventes det også, at borgeren giver den en skalle. Borgeren skal ende med at være topmotiveret for at komme så langt med genoptræningsforløbet som muligt.

Det er vigtigt, at det bliver skrevet ned, og at borgeren har et stykke papir. Det gør det nemmere for borgeren at forstå, at det er en aftale, og ikke bare en service man har ret til at modtage. At det i virkeligheden er en service, borgeren har ret til at modtage, er fordi systemet fejlagtigt er konstrueret fra paragrafferne og ned, og ikke fra borgeren og op. Men terapien skal gøre hvad den kan, for at overbevise borgeren om, at hen kommer meget længere med sin genoptræning, hvis hen ser det som en aftale.

Sammen med aftalen skal borgeren også have intro til neuroplasticitet og lidt viden om vedkommendes sygdom. Herunder er input til papirer.

For det – ret usandsynlige – tilfældes skyld, at der et eller andet sted derude foran skærmen, sidder en velfærdsdirektør med nok fantasi tilbage, til bare at være visionær nok til, at ville give hjerneskadede borgere langt større udbytte af kommunens genoptræningsindsats, er her et rigtig godt sted at begynde.

Fokus er enormt vigtigt, hvis man vil lære noget nyt, og når man lærer noget nyt, laver man nye forbindelser mellem neuronerne. Derfor vil terapien have rigtig meget gavn af et apparat, der kan give dem feedback om, hvor meget eller lidt borgeren fokuserer, mens hen udfører en øvelse.

Sådan et apparat findes ikke i terapien – jeg er i hvert fald ikke stødt på et -, men det er vanvittigt nemt at lave, og terapien kan tydeligvis ikke finde ud af det selv. Jeg aner ikke, hvorfor der ikke er en virksomhed i Europa, der har lavet det, men de må jo mene, at de ikke kan afsætte nok. Men der er allerede produkter til ADHD-børn, som kan bruges, indtil der bliver udviklet et specifikt til terapien.

Der findes tre producenter af EEG-headsets med trådløs forbindelse. Det vil sige, at de kan bæres af en borger, mens hen udfører en øvelse, og mens der streames EEG-data til terapeuten. Produkterne er meget forskellige, og jeg gennemgår dem i denne artikel.

Muse

Firmaet bag Muse hedder Interaxon, så Muse er i virkeligheden bare et varemærke. Muses headsets er tokanals EEG-systemer. De fokuserer alene på meditation, men det er meget mærkeligt, for niveauet af meditation er det (omtrent) modsatte af fokus. Det er præcis de samme hjernebølger, man kigger på. Forskellen ligger i fortolkningen – vil man gerne have så højt eller så lavt et niveau som muligt? Det jeg siger er, at man godt kan bruge Muses udstyr til at måle fokusering med.

For ligesom at understrege det mærkelige, skal nævnes Interaxons samarbejde med det italienske solbrillefirma SMITH, der i 2017 (!) resulterede i produktet SMITH Lowdown Focus solbrillen. Et fokuseringsprodukt, der kun kan bruges udenfor og når solen skinner. Det er ikke svært at tænke sig et lidt mere anvendelig produkt.

Et Muse 2 Headset står til €269.99 lige nu. Det er ca. 2.000,- kroner.

Interview (2017) med lederen af udviklingsafdelingen ved Interaxon, hvor han (i sidste halvdel) forklarer hvordan de ikke følger den klassiske tilgang til målingerne. De fortolker data anderledes end det gængse system, ved at fodre AI med målinger og forventet resultat.

Emotiv

Emotivs insight bruger fem elektroder, og de laver også et større, Epoc, med 14 elektroder. Emotiv er klart det mest videnskabeligt acceptable headset. De bruger væsentlig flere elektroder end konkurrenterne, og kan derfor levere langt mere pålidelige data. De har ikke kun elektroder på panden, så de kan bedre håndtere bevægelser i øjenmusklerne.

Af samme grund er det også det dyreste. Et Emotiv Insight 2 headset koster i skrivende stund $499. Det er ca. 3.500,- kroner ved dagens kurs.

Neurosky

Det er lang tid siden (nok ca. 8 år), at jeg undersøgte dette her headset, og dengang var det allerede gammelt (det er mig bekendt fra 2007). Det er klart, at både firmaet og headset’et har udviklet sig meget siden, men det er begrænset i, at det kun bruger en enkelt elektrode. Min konklusion dengang var, at det var meget ustabilt, men at det ind i mellem var muligt at påvirke resultatet med koncentrationen.

Når det alligevel er værd at undersøge, er der flere grunde: Dels fordi der er gået 10+ års elektronisk udvikling, siden jeg rodede med det, dels fordi det er klart det billigste (i skrivende stund $109,99/kr. 764,- ved 1 styk), DER FINDES ALLEREDE EN VIRKSOMHED, DER HAR LAVET PRÆCIS SÅDAN SW, som jeg beskriver, og det er baseret på dette her headset og koster bare $200. Desværre har forretningen totalt skiftet forretningsplan, så det tilsyneladende er konsulentydelser i stedet for produkter, de laver nu. De hedder Nervanix, og produktet (som altså ikke længere sælges) hed ‘insight’.

---

Denne her videnskabelige artikel (fra 2017), sammenligner to kliniske EEG-‘headsets’ med et Muse-headset og et Neurosky headset. Overraskende nok påviser den, at NeuroSkys headset var mere troværdigt end Muses. De er begge ret følsomme overfor bevægelse af øjenmusklerne og musklerne omkring, da de begge kun måler hjernebølger fra panden. De elektriske impulser til muskelaktiveringen er adskillige gange større, end de ganske små signaler, der kommer fra intern kommunikation inde i hjernen og optages på hovedets overflade. Men undersøgelsen skal jo lige ses i lyset af, at den allerede er fem år gammel, og det er rigtig lang tid både indenfor elektronik og indenfor hjerneviden.

Udvikling af fokusmåler

Det forekommer mig, at jeg et eller andet sted har lovet, at jeg ville lave en guide i at udvikle en ‘fokusmåler’, altså et EEG-headset i kombination med noget software, så terapeuten kan få feedback om, hvor meget borgeren fokuserer på udførelsen af en given opgave. Derfor dette afsnit!

Før en udviklingsproces sættes i gang, bør man forsøge at få kontakt til den amerikanske virksomhed, Nervanix, med henblik på at finde ud af, om det er fuldstændig umuligt at skaffe deres gamle Insight-produkt eller i det mindste få noget information. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen.

3. Udvikling

Udviklingsprocessen skal være iterativ. Det vil sige, at hver milepæl i udviklingsplanen skal afsluttes med en fungerende model, der kan de ting, der nu er implementeret på det tidspunkt. For dem der er optaget af ‘buzzwords’, kalder man den slags ‘agil’ udvikling.

4. Accepttest

Når deadline er nået eller – mere realistisk – når producenten melder klar, skal produktet stå sin prøve ved at gennemføre accepttesten.

SMART er en huskeforkortelse for, hvad der kendetegner en god målbeskrivelse.

‘S’ for specifik, ‘M’ for målbar, ‘A’ for accepteret og ‘T’ for tidsbegrænset. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg har sprunget ‘R’ over. Det er fordi, det er ‘R’, jeg vil skrive om. ‘R’ står for realistisk. Men det er vigtigt at forstå, at det er borgerens mål, så det er, hvad der er realistisk i borgerens optik. Hvis terapeuten på baggrund af statistik, baggrundsviden eller egne erfaringer synes at borgerens ambition er urealistisk, skal hen bare aftale nogle delmål, der er realistiske.

Der er flere årsager til, at terapeuten ikke skal tale borgerens mål ned til noget realistisk:

1. Borgerens motivation for genoptræning ligger 100 % i hans håb til genvunden funktionalitet. Ved at tale det ned til noget, terapeuten synes er realistisk, taler man borgerens motivation ned. Ved at tale motivationen ned, reducerer man borgerens genoptræningspotentiale. Derved bliver terapeutens baggrundsviden (statistik, gennemsnit, erfaringer) et selvopfyldende profeti, og man fastholder – utilsigtet – borgeren i hans handikap.
2. Gennemsnit (eller statistik, der fortæller, hvordan det forholder sig for flertallet) fortæller ikke noget om individet borgeren. Skal det være vidensbaseret, skal man ikke basere sig på sin baggrundsviden, men på det man oplever. Et individ kalder på en individuel vurdering. Hvad der er realistisk for en person følger normalfordelingen. Det betyder kort fortalt, at gennemsnittet kun rimeligt beskriver f.eks. 70 %, mens 15 % ligger over og 15 % under gennemsnittet. Procenterne er mit gæt. Det afhænger af fordelingens standardafvigelse, og af hvad definitionen af ‘rimeligt beskriver’ er.

Terapeuten kan også tale målet op og derved give borgeren falske forhåbninger og påføre en skuffelse. Det sker, hvis individets genoptræningskapabilitet er under gennemsnittets, men terapeuten mener, at det er hens baggrundsviden, der fortæller, hvad der er ‘realistisk’. Det tilfælde er et eksempel, hvor begrebet “systemet ved bedst”, virkelig bliver tydeligt. Mon borgeren, der har levet f.eks. 40 år med sit “har lidt sværere ved indlæring end gennemsnittet” bedst kender til det, eller er det terapeuten, der lige har mødt borgeren?

Den indledende samtale kan hurtigt blive til en forventningsafstemning. Det er forkert! Man laver en forventningsafstemning for at undgå skuffelse. Men i genoptræningssituationen er skuffelse ret underordnet. Hvis individet er for ambitiøs med sit mål, har hen haft glæde af den ekstra motivation under genoptræningsforløbet og har opnået langt mere funktionalitet, end hvis målsætningen var talt ned til terapeutens vurdering af, hvad der er realistisk. Valget mellem realisme og skuffelse er ikke et valg mellem pest og kolera, men mellem pest og sommerforkølelse.

Hvis borgerens mål er lavere end det, terapeuten finder realistisk, skal det stadig accepteres, og terapeuten har jo så en oplagt chance for at indgyde borgeren lidt selvtillid, når målet opfyldes inden tidsbegrænsningen.

Hvis terapeuten mener, at borgerens mål er urealistisk højt, skal hen bare sige “Det er godt at sætte barren højt. Så må vi lave en plan for at få dig derhen”. Og så skal der laves nogle delmål. Man kan se det som en trappe (måltrappen), hvor borgerens mål er i toppen, og terapeutens “realistiske” delmål er trinene. Man behøver ikke planlægge alle trinene, men man kan sætte det på, man kan.

Her er et eksempel:

Borgeren ønsker sig, at hen kan flyve, når hen er færdig med genoptræningsforløbet. Desværre er hens gangfunktion ikke særligt god, så terapeuten synes ikke, at der er realistisk at nå lige med det samme. Så hen siger “Du sætter barren rigtigt højt, og det er godt! Men det er nok en stor mundfuld at gabe over i en bid, så lad os lave en plan for, hvordan vi kommer derhen i nogle lidt mindre bidder”.

Og så kan terapeuten begynde at tegne trappen og aftale et mere realistisk første delmål. Det er et fuldt mål.

Delmål 2 behøver ikke at være komplet. F.eks. kan det være, at erfaringerne fra første trin fortæller noget om, hvor lang tid det skal tage at nå det? Det kan også være, at der skal sættes et trin ind imellem? Men man kan jo godt blive enige om retningen ved at skrive en sandsynlig milepæl på.

Efter hvert trin, skal målbeskrivelsen for næste trin laves færdig i fællesskab med borgeren.

… er et FY-ord. En afstemning af forventninger hører ingen steder hjemme i et genoptræningsforløb.

Man laver en forventningsafstemning, når man laver en aftale, hvor ingen skal blive skuffede. Men det er ikke tilfældet i forbindelse med genoptræning af en borger. Det er ligegyldigt, om terapeuten får indfriet sine forventninger, og for borgeren er det ikke et valg mellem pest eller kolera, men mellem pest og sommerforkølelse, for 100 % af borgerens motivation ligger i hens håb om funktionsniveau efter forløbet. Ethvert forsøg på at undgå at borgeren bliver skuffet over at erkende, at målet aldrig nås, vil være at tale hens motivation ned, og det er direkte kontraproduktivt.

Hvis terapeuten synes at borgerens målsætning er urealistisk, skal hen definere nogle realistiske delmål, i stedet for at tale borgerens motivation ned. Målsætninger skal være SMARTe, hvilket du kan læse mere om i artiklen her.