Hjernen er plastisk. Det vil sige, at den ændrer sig hele tiden. Når vi lærer noget nyt, etablerer den nye synapser. Når vi repeterer noget, bliver forbindelserne større, hurtigere og i det hele taget bedre. Når vi så ikke bruger en funktion, så rydder hjernen op, og forbindelserne forsvinder. Det er det fænomen, nogen kalder “Use it or Loose it“.

Det allerførste der sker når hjernen prøver en ny opgave er kemiske ændringer. Ændringer i mængden af neurotransmittere i synapsespalten, og ændringer i “trigger”-niveauerne på indkomne signaler.

Næste gang hjernen præsenteres for samme opgave, etableres nye, svage synapser. I takt med, at opgaven repeteres – øves – bliver forbindelserne mere solide og funktionen forankres.

Opgaven i din genoptræning bliver, at identificere de opgaver, din hjerne skal lære, og så forankre dem. Det er ikke nemt for terapeuten, hvis det skal være vidensbaseret og ikke erfaringsbaseret. I skal sammen aftale, hvilken funktion du skal lære. Så skal terapeuten nedbryde funktionen i detaljer, finde på øvelser, der lærer dig detaljen, og hele tiden analysere og progrediere øvelserne (så du konstant befinder dig i NUZO), og variere dem nok til at “snyde” hjernens dovenskab. Terapeuten skal minde dig om at fokusere på opgaven, hvis du mister fokus. Samtidig skal terapeuten også pace dig til at træne hjemme og holde intensiteten høj.

Det kan være en god hjælp at tænke på, hvordan du lærte at gange i skolen. Du begyndte med små tal, og progredierede så til større. Du løste ikke 3*3 tusind gange, for hjernen er doven og ville hurtigt finde ud af, at den kunne springe lige til resultatet uden at lave arbejdet. Derfor øvede du stykker med stor variation. De øvrige faktorer: Intensitet, pacing, NUZO er nok forskellige afhængig af din lærer.

Fokus er et nøgleord. Mange af begreberne hænger sammen. Når du er i nærmeste udviklingszone, bliver du nødt til at koncentrere dig – fokusere. Når terapeuten siger, at der skal være kvalitet i udførelsen, er det fordi så koncentrerer du dig – fokuserer. Når øvelsen hele tiden varieres, kan hjernen ikke springe lige til resultatet, så du bliver nødt til at fokusere. Hvis du ikke har behov for at fokusere ved en opgave, er den for let (hjernen har allerede forankret den), eller du gør ikke nok for at kvaliteten kommer i top.

Herunder har jeg indsat et TEDx-foredrag af Dr. Lara Boyd. Jeg ved ikke præcis, hvad hendes titel var dengang (2015), men hun blev professor på University of British Columbia (Canada), (UBC) i 2006. Nu leder hun afdelingen “Brain Behaviour Laboratory“, og er både neurovidenskabsperson, og fysioterapeut, og hendes forskningsområde er, hvordan man udnytter neuroplasticiteten bedst ved rehabilitering efter apopleksi. UBC har et netværk på tværs af fakulteterne, der hedder Djavad Mowafaghian CENTRE FOR BRAIN HEALTH, og tilbyder et antal uddannelser. Det er i hvert fald, som jeg forstår det. I foredraget (ca. 14 min.) forklarer hun, hvordan hjernen ændrer sig, når vi lærer, og det er set mere end 34 mio. gange på YouTube og 25 mio. gange på TED.

Mere…

Dette her afsnit går lidt mere i dybden med læringen, og præsenterer blandt andet en simpel model, der er rigtig god, når der skal vælges fokus for træningen.

Hvis man ser på hjernen som et ‘black box’-system, kan man opstille blokdiagrammet herunder. Der er input, som fortolkes af hjernen, som så kontraherer nogle muskler som output. Det er sådan set en meget overordnet, men korrekt model for CNS. Når man skal forbedre en funktion, kan man vælge at gøre noget ved alle tre ting. For at begynde bagfra kan man øge styrken af musklerne, deres modtagelighed overfor nerveimpulser, leddenes fleksibilitet, og på den måde forbedre output. Man kan også gøre noget ved hjernens evne til at fortolke input og aktivere muskler. Det er der neuroplasticiteten kommer ind i billedet. Hvis hjernen fuldstændigt har mistet en funktion, bliver man nødt til at begynde her. Hvis hjernen godt kan finde ud af en funktion – bare ikke så godt – kan det som regel betale sig at sørge for optimale input først. Sanserne er: Syn, hørelse, følelse, balance (det vestibulære system), lugt, smag og ledsans (proprioception). Og selvom hjernen kan kompensere for meget, bruger den også energi på kompenseringen, og det bliver aldrig så godt, som hvis det oprindelige input er helt korrekt.

Der er også tegnet feedback på blokdiagrammet. Vi ser vores eget output og regulerer bevægelsen ud fra det. Der kan også trænes hjernens regulering specifikt, men det ligger også implicit i at forsøge at opnå så høj kvalitet i udførelsen som muligt.

I forhold til ‘input’ vil det altid være godt for dig at optimere input. Du behøver ikke at have en hjerneskade for at have gavn af det. Det vil også gavne raske mennesker i deres sidste 30-40 år. Bedre input giver færre fald. Færre fald = større aktivitet = længere levetid. Bedre sansning giver større livskvalitet. Uanset hvad, vil det være dumt ikke at inkludere træning af relevante input i sin genoptræning.

Måske kan billedet fra øjnene gøres bedre med briller eller træning. Måske kan lyden gøres bedre med høreapparat. Måske kan proprioceptionen gøres bedre med fokuseret træning. Måske ligeså med følelse og balance. Syn og hørelse kan faktisk også forbedres med fokuseret træning.

Hjernens evne til at aktivere musklerne med viljen – output – har naturligvis også meget at sige. Faktisk burde genoptræning begynde her (med sideløbende inputoptimering), for hvis man virkelig vil arbejde med borgeres bevægelser, skal borgeren være bevidst om sine egne muskler. Det jeg taler om, kaldes “mind-muscle connection” af bodybuilderne, der tilsyneladende er de eneste, der går op i det. Men videnskaben er der også. Det er nemlig det psykologerne kalder “attentional focus” mht. muskelkontraktion.

I min research stødte jeg flere gange på det danskklingende navn: ‘Jonas Ørts Vinstrup’ på videnskabelige artikler om bodybuildernes ‘mind-muscle connection’, så i håbet om at finde noget lidt bredere videnskabelig dokumentation, skrev jeg til ham. Han kom med et link til en enkelt artikel af Gabrielle Wulf: “Attentional focus and motor learning: a review of 15 years”. Desværre skal man betale for at læse andet end den korte synopsis, så jeg har ikke læst den, men I skal ikke snydes for linket af den grund.

Jeg har selv oplevet effekten af bevidstgørelsen af specifikke muskler. Fys’en på CSA Duedalen gav mig funktionen at kunne lægge det ene ben oven på det andet efter få sessioner, hvor hun øgede min bevidsthed om musklerne. Så jeg spurgte hende, hvad det var hun gjorde. Jeg forventede, at hun svarede noget enkelt som ‘mind-muscle connection’ eller ‘attentional focus’, men i stedet svareede hun fire trin:

• Tilstand. Hvad skal terapeuten eller patienten gøre for at komme i den mest ressourcestærke tilstand?
• Optimal stilling for at opnå muskulær kontraktion.
• Visualisere bevægelsen.
• Fokus på de muskler, du gerne vil bevæge.

Tydeligvis er det slet ikke en specifik teknik med et simpelt navn, hun har brugt. Hun har bare brugt sin tankevirksomhed og den baggrundsviden alle fysioterapeuter burde have. Så jeg definerer det hermed som en selvstændig disciplin, der hedder “muskelbevidsthed”, altså “muscle awareness”. Det er imidlertid interessant, at hun skriver ‘visualisere’, for Vindstrup foreslår at gå via forskningen inden for visualisering, der både er undersøgt mht. såvel styrketræning som læring, for at beskrive effekten af muskelbevidsthed. Visualisering er i øvrigt et helt emne for sig, som jeg helt sikkert putter på listen over emner, jeg skal skrive om.

Forudsætningen for at kunne lære at kontrollere bevægelser med viljen er, at man er bevidst om musklen. Det er naturligvis under forudsætning af, at man har mistet den bevidsthed om musklen, at man har brug for det. Hvis man “bare” har en fokal læsion, har man sikkert stadig bevidsthed om sine muskler.

Men det er alt sammen ‘bare’ optimering at output. Alt det imellem input og output handler om neuroplasticitet. Neuroplasticitet kan inddeles i to faser:

Etablering af nye forbindelser: Når hjernen lærer noget nyt, laver den nye synapser, altså nye forbindelser mellem nerveceller. Men de er meget skrøbelige, og hvis de ikke straks forstærkes, forsvinder de igen. Terapeuten siger måske, at det lærte skal forankres.

Forstærkning af eksisterende forbindelser: Ved repetition af noget hjernen allerede har eksisterende forbindelser til, bliver axonet større og synapserne mere og mere solide, og i takt med, at forbindelserne blive bedre, skal man koncentrere sig mindre for at udføre funktionen – den automatiseres. En populær påstand er, at man skal lave noget 10.000 timer, for at blive rigtig god til det. Det baserer sig på et eller andet gammelt ‘forsøg’ med cubanske cigarrullere. Jeg synes, det er åndssvagt, og anbefaler at man lukker ørerne, hvis man udsættes for det. Der er flere grunde til det:

• Det kan godt være, at man først er eksperternes ekspert til noget efter 10.000 timer, men efter 100 timer har man nok fattet grundelementerne i at rulle en cigar, og efter 1000 timer er man nok rimelig god, til at det dækker de flestes ambitioner.
• Som med alt det andet, er det bare baggrundsviden. Det fortæller terapeuten noget, hen måske forventer, men det fortæller absolut intet om virkeligheden, og absolut intet om dig som individ, med en individuel indlæringsevne og fokuseringsevne og motivation Og lige omkring motivation bør nævnes, at en hjerneskadet sandsynligvis er mere motiveret for at genvind funktioner, end cigarrullere er for at rulle cigar nummer 278.867 bedre end den før.

Jeg vil slutte med et dokument, der beskriver nervecellen. En lignende introduktion synes jeg alle borgere under genoptræning burde have. Mennesket har i størrelsesordenen 20 mia. nerveceller bare i cortex.

… er et FY-ord. En afstemning af forventninger hører ingen steder hjemme i et genoptræningsforløb.

Man laver en forventningsafstemning, når man laver en aftale, hvor ingen skal blive skuffede. Men det er ikke tilfældet i forbindelse med genoptræning af en borger. Det er ligegyldigt, om terapeuten får indfriet sine forventninger, og for borgeren er det ikke et valg mellem pest eller kolera, men mellem pest og sommerforkølelse, for 100 % af borgerens motivation ligger i hens håb om funktionsniveau efter forløbet. Ethvert forsøg på at undgå at borgeren bliver skuffet over at erkende, at målet aldrig nås, vil være at tale hens motivation ned, og det er direkte kontraproduktivt.

Hvis terapeuten synes at borgerens målsætning er urealistisk, skal hen definere nogle realistiske delmål, i stedet for at tale borgerens motivation ned. Målsætninger skal være SMARTe, hvilket du kan læse mere om i artiklen her.

“Hvad normalt er der ved normalfordelingen? Teoretisk adskiller normalfordelingen sig fra andre sandsynlighedsfordelinger ved sin rolle i den centrale grænseværdisætning. Meget populært udtrykt siger denne sætning, at en størrelse der fremkommer som resultatet af mange små tilfældige og uafhængige bidrag, vil være (tilnærmelsesvis) normalfordelt. Dette giver en teoretisk “begrundelse” for hvorfor netop denne fordeling ofte er brugbar i praktiske anvendelser.”

Den fortæller altså, at hvis man har mange tilfældige hændelser (som de mange vidt forskellige individer, der kommer i en kommunes genoptræning) vil de være normalfordelt. Normalfordelingsfunktionen ligner en klokke, når man tegner den. Derfor kaldes den også klokkefunktionen. Den kaldes også Gaussfordelingen efter den legendariske matematiker, der kom med formlen for funktionen.

Det interessante i forhold til denne side er, at den visualiserer problemet ved at bruge baggrundsviden frem for reel, nutidig og særligt individuel viden.

En normalfordeling kan beskrives alene med middelværdien (toppunktet, μ), og spredningen (σ). Det vil altid forholde sig sådan, at 68,2 % af tilfældene vil være inden for gennemsnittet +/- en spredning. Næsten en tredjedel, vil falde udenfor.

Det vil altså betyde, at hvis der kommer tilstrækkeligt mange ramte til et genoptræningssted, vil 68,2 % opføre sig omtrent som gennemsnittet, mens resten ikke har den store effekt af genoptræning ud fra gennemsnitsmodellen. Dette her er et indiskutabelt matematisk faktum, uanset hvad terapeuterne og deres underviseres erfaringer bilder dem ind. Den sidste tredjedel vil være anderledes i deres læringsstil, eller deres historik, eller deres motivation, eller alle deres tabte kampe med “systemet der ved alt”, eller … De vil bare være anderledes nok til, at man ikke får et særligt godt resultat ud af, at gøre som man plejer. Altså basere sig på baggrundsviden fremfor reelt observeret, lyttet og målt viden.

Det er ikke umuligt, at kurven er meget snæver, dvs. lav spredning, men det ville betyde, at alle individer reagerede stort set ens (gennemsnitligt normalt) på terapien. Men jeg tror, at det er meget mere sandsynligt, at en tredjedel modtager en stort set nytteløs træning (og regn lige på, hvad det koster). Det ville være rart, hvis en eller anden kommune har data på dette her, som vi kan analysere.

Hjernen er doven på den måde, at den springer over, hvor gærdet er lavest. Hvis den allerede kender løsningen på en opgave, springer den arbejdet over og går direkte til løsningen.

Den neuroplastiske vinkel på det er, at der kun laves nye synapser mens opgaven er ny for hjernen. Der lærer den noget nyt. Når forbindelserne er lavet, har hjernen en måde at komme til løsningen på, og så er det den samme forbindelse der forankres og øves. Og det er naturligvis også vigtigt. Nylig lærte funktioner forsvinder igen, hvis de ikke repeteres, så de forankres ordentligt. Men man kan prioritere tiden, så man lærer nye bevægelser hos terapeuten, og forankrer dem med hjemmetræning.

Selvfølgelig skal terapeuten også repetere og forankre, men ved at variere øvelserne, så der samtidig laves flere forbindelser opnås et meget mere agilt netværk i hjernen.

Herunder er et stiliseret billede af, hvad man opnår ved at gentage den samme øvelse uden variation:

Her er etableret et netværk af neuroner, der har en enkelt ‘trigger’-indgang, og samme vej gennem netværket hver eneste gang. En enkelt indgang gør, at det er rigtig svært for resten af hjernen at ‘trigge’ funktionen, uanset hvilken situation, den er i. En enkelt vej gennem netværket og en enkelt udgang gør, at funktionen bliver præcis den samme uanset vilkår. Hvis det altså endelig lykkes at aktivere funktionen, bliver den ikke tilpasset situationen.

Her er det (stilistiske) netværk, der genereres med variation:

Hvis man varierer øvelsen bare en lille smule, bliver hjernen nødt til at lære, hvordan man så gør det i de enkelte situationer. Det betyder, at der etableres synapser, så netværket bliver mere kompliceret. Eksempelvis rejse-sætte sig kan varieres med at skulle løfte en bold med op, der så dribles en gang, når borgeren står op. Borgeren kan klappe sig selv på lårene, når hen sidder og klappe i hænderne, når hen står. Hen kan flytte en ærtepose kontinuerligt mellem højre og venstre hånd under øvelsen, osv.. Man repeterer grundbevægelsen, så den forankres solidt, samtidig med at man lærer hjernen at aktivere bevægelsen under flere situationer og med forskellige parametre. Det giver resten af hjernen meget bedre muligheder for at aktivere og tilpasse funktionen forskellige vilkår i forskellige situationer-

Kemoterapi er en paraplybetegnelse for behandling med cytostatika – cellegifte, der standser cellers deling på forskellig måde. Stofferne er mange og meget forskellige, det er meget forskelligt, hvordan modtagerens krop reagerer, det er meget forskelligt, hvordan det gives. Man bliver nødt til at høre fra læger og sygeplejersker, og i øvrigt gøre sig sine erfaringer første gang.

Fordi alt er så forskelligt, kan jeg kun berette om min egen kemoterapi.

Jeg har kræft i hjernen og får tre forskellige medikamenter: Vincristin, Cisplatin og Lomustin. De første to gives intravenøst og det sidste gives som piller, jeg får med hjem til om aftenen. Jeg får kemo i seks ens perioder. Det er vist ret almindeligt, at behandlingen således inddeles i perioder, men mønsteret er højst forskelligt (ligesom alt andet). Mine perioder er på seks uger hver (nominelt), hvor jeg får medikamenterne den første dag, og skulle have det ene stof (Vincristin) en gang i både uge to og tre. De ekstra Vincristin-doseringer fik jeg dog kun i første periode, for mine fingre på højre hånd begyndte at ‘prikke’. Siden blev dosis sat ned, så de to ekstra infusioner blev unødvendige.

Efter kemoinfusionen er der ‘restituering’ resten af perioden. Dagen før næste periode blive taget en blodprøve. Der skal jeg have mindst 3 mia. hvide blodlegemer pr. liter blod, ellers må næste periode udskydes. Det er den i øvrigt blevet hver eneste periode.

Udover selve kemoen, er der som sagt flere blodprøver i hver periode, flere test af nyrefunktion, flere test af binyrefunktion, og nogle MR-skanninger. Jeg har også haft en sprøjte med hjem et par gange, som jeg skulle give mig selv dagen efter for at styrke min knoglemarv.

Omkring bivirkninger, var mit billede af kemoterapi et ret kedeligt billede fra 80’erne med kraftige bivirkninger, herunder masser af opkast. Men virkeligheden er anderledes nu. Jeg har på intet tidspunkt haft kvalme eller kastet op.

Den første gang var dog mit livs værste uge, men det skyldtes nok, at det var hen over en weekend, jeg bor på Fyn og behandles på Rigshospitalet, og manglede en liter vand som forskyl til Cisplatinen. Jeg fik noget mere Prednisolon og har siden fået Pantoprazol, og har ikke rigtigt mærket noget til bivirkninger udover den store: Jeg bliver mere og mere træt, som behandlingen skrider frem. Og det betyder, at alle de skavanker jeg har i forvejen forværres. Jeg rejser mig ikke op bortset fra om formiddagen. Mit syn er blevet virkeligt dårligt og min tale ligeså. Jeg kan heller ikke finde ordene. Jeg håber, at det alt sammen er midlertidigt og forsvinder igen 3-6 mdr. efter sidste dosis.

De første ti dage af hver periode er jeg ekstra træt og uoplagt.

Ca. midtvejs i behandlingen lavede jeg en liste med fordele og ulemper ved behandlingen. Der var kun en ting på fordelssiden, mens der var 15-20 ting på ulempesiden. Så jeg gjorde antrit til at ville afbryde behandlingen, men dels reducerede onkologen min kemo, og dels kom hun med det ret tungtvejende argument, at det ikke er sikkert, at mine nyrer kan klare behandlingen om ti år, men det kan de nu.

Så jeg fortsatte, og i skrivende stund mangler jeg kun en enkelt infusion. Derefter venter 3-6 måneder, før jeg er helt appelsinfri. Så har behandlingen også taget over et år, for jeg begyndte med strålebehandling i 2021.

Bagefter er der vist kontrolskanning hver tredje måned et stykke tid, men det får jeg nok mere at vide om.

Alle CNS-tumorers type bliver identificeret og klassificeret i forhold til en firetrins model fra WHO (Verdenssundhedsorganisationen). De fire niveauer fortæller primært hvor aggressiv tumoren er. Grad I & II er benigne (godartede) tumorer, mens grad III og IV er maligne (ondartede), og så kalder man det pludselig kræft. Bemærk, at selvom nogle tumorer kaldes ‘benigne’, er de ikke spor gode at have inden for kraniet. For alle tumorer vokser – bare ikke lige hurtigt – og så trykker de på den raske hjerne. Nogle steder prøver man at undgå brugen af ‘godartet’, for ingen tumorer er som sagt gode. Så taler man i stedet om lavgrads- og højgradstumorer.

Selvom ens tumor er diagnosticeret og har en eller anden WHO.grad, har den ikke nødvendigvis alle de nævnte karakteristika. F.eks. har jeg et medulloblastom. Det er en grad IV-tumor. Den er berygtet for at sprede sig ned i rygmarven, men det har den tilsyneladende ikke gjort, selvom den havde rigtig god tid til at gøre det (min udredning tog 3,5 år), så den er heller ikke enormt hurtigt voksende.

Alle tumorer er celler der vokser og deler sig uhæmmet. Om det kaldes kræft eller ej er et spørgsmål om, hvor aggressiv den er. Det er de samme læger (onkologerne), der behandler dig. Det er de samme værktøjer, de bruger: Operation, stråleterapi og kemoterapi. Og immunterapi som et nyt værktøj. Betegnelsen ‘kræft’ er en definitionssag, og WHO-grad og type er hovedsageligt noget, der har betydning for behandlingen og forsikringen. Man skal selvfølgelig forholde sig til WHO’s forventninger til prognose, og for nogle typer kræft, er prognosen så kort i tidshorisont, at det ikke gør den store forskel, hvis man falder mange procent uden for WHO’s forventninger, men hvis tidshorisonten er lidt længere, skal man huske, at WHO’s forventninger er gennemsnit, der dækker over ret stor variation. Med andre ord er normalfordelingen i spil her. Det er normalfordelt, hvor godt din tumor reagerer på behandlingen. Det er normalfordelt, hvor godt du tåler behandlingen. Det er normalfordelt, hvor lang levetid patienterne i WHO’s statistik har haft. Osv.

Med andre ord skal du lade være med at dvæle for længe over, hvordan andre patienter har haft det. Det er baggrundsviden. Hvad der betyder noget er, hvordan du selv har det. Det er viden.

For at skabe mere arbejdskraft indgik regeringen 21. januar 2022 et smalt forlig med De Radikale, Dansk Folkeparti, SF og Kristendemokraterne. Et af tiltagene er, at man pr. 1/1-2023 fjerner modregningen af ægtefælles indtægt i pension, inklusiv førtidspension.

Bemærk, at det ikke sker, fordi det er etisk problematisk, at man opretholder den gensidige forsørgerpligt rigidt i alle situationer, samtidig med, at den tilskynder ægtepar til at blive skilt, hvilket bestemt er en livsforkortene faktor for en kritisk syg.

Mette F. siger i et af hendes svar til Torsten Gejl (Å) i statsministerens spørgetime 25. februar 2020: “Og jeg mener jo helt ind i min grundvold, at man skal forsørge sig selv, og at man gerne hver eneste morgen skal vågne op og tænke: Hvad kan jeg bidrage med til det her samfund?”. Det er sjovt, for det er jeg ret sikker på, at de fleste førtidspensionister gjorde i begyndelsen af deres karriere som førtidspensionister. Svaret er “førtidspensionister kan ikke bidrage med noget, og derfor skal de sættes uden for arbejdsmarkedet.”

• Rigtig mange førtidspensionister er bange for overhovedet at have en indtægt. De er bange for, at de risikerer, at rådhuset tager pensionen fra dem. Det kan de faktisk gøre (selvom det mig bekendt er ret sjældent), og de kan også gøre den hvilende (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering).
• Førtidspensionister kan selvfølgelig kun arbejde, hvis der laves særhensyn. Der kan naturligvis være tale om nogle fysiske hensyn, men mest afgørende er de tidsmæssige. Måske arbejder en hjerneskadet kun 60 % så effektiv, som en rask. Måske kan hen arbejde 12 timer den ene uge, og kun 3 den næste uge. Arbejdsgiveren har ingen muligheder for at få økonomisk støtte eller kompensation, hvis hen ansætter en førtidspensionist. Derfor gør hen det ikke! Førtidspensionisten skal med kommunens velsignelse have et job med løntilskud for førtidspensionister (tidligere kaldt skånejob). Men løntilskuddet er 29,71 (2021) i timen. For det første er afregningsmetoden ‘pr. time’ noget forældet noget, der hører til i industrisamfundet, og for det andet er beløbet alt for lavt.

Gensidig forsørgerpligt er et sundt princip, men kun indtil en hvis grænse. F.eks. senhjerneskadede førtidspensionister. Dels er der modregningen (som altså snart bortfalder), men også hjælpen fra kommunen. Hvis der er en rask ægtefælle, er det hen, der skal yde arbejdet.

Det kan altså meget bedre betale sig at blive skilt. Og enlige senhjerneskadede førtidspensionister lever kortere end gifte. At opretholde princippet om gensidig forsørgerpligt rigidt, er altså årsag til at senhjerneskadede førtidspensionister dør hurtigere.

Og så taler vi ikke om, at det er sindssygt hårdt for den raske ægtefælle, når kommunen afviser hjælp til den ramte, for at skåne den raske ægtefælle. Derfor kan den raske ægtefælde ikke forblive rask eller forblive ægtefælle.