Kemoterapi er en paraplybetegnelse for behandling med cytostatika – cellegifte, der standser cellers deling på forskellig måde. Stofferne er mange og meget forskellige, det er meget forskelligt, hvordan modtagerens krop reagerer, det er meget forskelligt, hvordan det gives. Man bliver nødt til at høre fra læger og sygeplejersker, og i øvrigt gøre sig sine erfaringer første gang.

Fordi alt er så forskelligt, kan jeg kun berette om min egen kemoterapi.

Jeg har kræft i hjernen og får tre forskellige medikamenter: Vincristin, Cisplatin og Lomustin. De første to gives intravenøst og det sidste gives som piller, jeg får med hjem til om aftenen. Jeg får kemo i seks ens perioder. Det er vist ret almindeligt, at behandlingen således inddeles i perioder, men mønsteret er højst forskelligt (ligesom alt andet). Mine perioder er på seks uger hver (nominelt), hvor jeg får medikamenterne den første dag, og skulle have det ene stof (Vincristin) en gang i både uge to og tre. De ekstra Vincristin-doseringer fik jeg dog kun i første periode, for mine fingre på højre hånd begyndte at ‘prikke’. Siden blev dosis sat ned, så de to ekstra infusioner blev unødvendige.

Efter kemoinfusionen er der ‘restituering’ resten af perioden. Dagen før næste periode blive taget en blodprøve. Der skal jeg have mindst 3 mia. hvide blodlegemer pr. liter blod, ellers må næste periode udskydes. Det er den i øvrigt blevet hver eneste periode.

Udover selve kemoen, er der som sagt flere blodprøver i hver periode, flere test af nyrefunktion, flere test af binyrefunktion, og nogle MR-skanninger. Jeg har også haft en sprøjte med hjem et par gange, som jeg skulle give mig selv dagen efter for at styrke min knoglemarv.

Omkring bivirkninger, var mit billede af kemoterapi et ret kedeligt billede fra 80’erne med kraftige bivirkninger, herunder masser af opkast. Men virkeligheden er anderledes nu. Jeg har på intet tidspunkt haft kvalme eller kastet op.

Den første gang var dog mit livs værste uge, men det skyldtes nok, at det var hen over en weekend, jeg bor på Fyn og behandles på Rigshospitalet, og manglede en liter vand som forskyl til Cisplatinen. Jeg fik noget mere Prednisolon og har siden fået Pantoprazol, og har ikke rigtigt mærket noget til bivirkninger udover den store: Jeg bliver mere og mere træt, som behandlingen skrider frem. Og det betyder, at alle de skavanker jeg har i forvejen forværres. Jeg rejser mig ikke op bortset fra om formiddagen. Mit syn er blevet virkeligt dårligt og min tale ligeså. Jeg kan heller ikke finde ordene. Jeg håber, at det alt sammen er midlertidigt og forsvinder igen 3-6 mdr. efter sidste dosis.

De første ti dage af hver periode er jeg ekstra træt og uoplagt.

Ca. midtvejs i behandlingen lavede jeg en liste med fordele og ulemper ved behandlingen. Der var kun en ting på fordelssiden, mens der var 15-20 ting på ulempesiden. Så jeg gjorde antrit til at ville afbryde behandlingen, men dels reducerede onkologen min kemo, og dels kom hun med det ret tungtvejende argument, at det ikke er sikkert, at mine nyrer kan klare behandlingen om ti år, men det kan de nu.

Så jeg fortsatte, og i skrivende stund mangler jeg kun en enkelt infusion. Derefter venter 3-6 måneder, før jeg er helt appelsinfri. Så har behandlingen også taget over et år, for jeg begyndte med strålebehandling i 2021.

Bagefter er der vist kontrolskanning hver tredje måned et stykke tid, men det får jeg nok mere at vide om.

Alle CNS-tumorers type bliver identificeret og klassificeret i forhold til en firetrins model fra WHO (Verdenssundhedsorganisationen). De fire niveauer fortæller primært hvor aggressiv tumoren er. Grad I & II er benigne (godartede) tumorer, mens grad III og IV er maligne (ondartede), og så kalder man det pludselig kræft. Bemærk, at selvom nogle tumorer kaldes ‘benigne’, er de ikke spor gode at have inden for kraniet. For alle tumorer vokser – bare ikke lige hurtigt – og så trykker de på den raske hjerne. Nogle steder prøver man at undgå brugen af ‘godartet’, for ingen tumorer er som sagt gode. Så taler man i stedet om lavgrads- og højgradstumorer.

Selvom ens tumor er diagnosticeret og har en eller anden WHO.grad, har den ikke nødvendigvis alle de nævnte karakteristika. F.eks. har jeg et medulloblastom. Det er en grad IV-tumor. Den er berygtet for at sprede sig ned i rygmarven, men det har den tilsyneladende ikke gjort, selvom den havde rigtig god tid til at gøre det (min udredning tog 3,5 år), så den er heller ikke enormt hurtigt voksende.

Alle tumorer er celler der vokser og deler sig uhæmmet. Om det kaldes kræft eller ej er et spørgsmål om, hvor aggressiv den er. Det er de samme læger (onkologerne), der behandler dig. Det er de samme værktøjer, de bruger: Operation, stråleterapi og kemoterapi. Og immunterapi som et nyt værktøj. Betegnelsen ‘kræft’ er en definitionssag, og WHO-grad og type er hovedsageligt noget, der har betydning for behandlingen og forsikringen. Man skal selvfølgelig forholde sig til WHO’s forventninger til prognose, og for nogle typer kræft, er prognosen så kort i tidshorisont, at det ikke gør den store forskel, hvis man falder mange procent uden for WHO’s forventninger, men hvis tidshorisonten er lidt længere, skal man huske, at WHO’s forventninger er gennemsnit, der dækker over ret stor variation. Med andre ord er normalfordelingen i spil her. Det er normalfordelt, hvor godt din tumor reagerer på behandlingen. Det er normalfordelt, hvor godt du tåler behandlingen. Det er normalfordelt, hvor lang levetid patienterne i WHO’s statistik har haft. Osv.

Med andre ord skal du lade være med at dvæle for længe over, hvordan andre patienter har haft det. Det er baggrundsviden. Hvad der betyder noget er, hvordan du selv har det. Det er viden.