Når et genoptræningsforløb begynder, bør der ske følgende:

• Der skal lægges en plan, og den plan begynder med en målsætning. Hvis målet ikke er realistisk (i terapeutens øjne), skal terapeuten aftale mere realistiske delmål med borgeren jf. trappemodellen beskrevet her.
• Der skal skabes en stemning af, at nu er det det her, det gælder, og borgeren er klar over, at intensivitet er en afgørende faktor for fremgang, og at hen derfor skal lave så meget som muligt hjemme, og fokusere så meget som muligt på kvalitet i udførelse af funktionelle ting i ADL.
• Terapeuten skal bruge alle tænkelige tricks for at løfte borgerens motivation for træningsforløbet så højt, som overhovedet muligt. Tilbyd en symbolsk præmie (f.eks. et bolche), når et delmål nås. Eller der kan være et whiteboard i træningslokalet, hvor niveauet og målet synliggøres for alle. I DCPT (Dansk Center for Partikel Terapi) på AUH Skejby, har de en gong-gong, som patienterne må slå på, når et stråleforløb er afsluttet. Det er helt sikkert en vigtig ceremoni at se frem til for børnene, og hver gang gong-gongen lyder, kan alle ansatte i bygningen tænke, at nu har de hjulpet endnu et menneske. Jeg er ret sikker på, at den gong-gong er det mest geniale, jeg har set i hele min karriere som hjerneskadet. Kopier, kopier, kopier.

Det indledende møde, skal være et kombineret “kick-off”, planlægnings- og motivationsevent, og ikke en forventningsafstemning.

Dels skal det danne udgangspunkt for en plan, dels skal det sætte forløbet i gang på en måde, der giver det bedst mulige resultat. Det første begynder med en målsætning, fuldstændigt tro mod al videnskab. Så målbeskrivelsen skal være SMART, bare vær opmærksom omkring ‘R’-et altså det realistiske. Det er individets projekts målsætning, og derfor er det hvad der er realistisk i individets øjne. Hvis det ikke er realistisk i terapeutens øjne, må der laves delmål.

I skal også tale om tidshorisont. Det skal ikke være en knivskarp deadline, men terapeutens baggrundsviden kan fortælle lidt om, hvornår I skal kunne se forbedring, eller hvornår I skal lægge strategien om.

Det andet formål med kick-off mødet er, at skabe en stemning af, at nu skal vi saft-suse-mig lægge kræfterne i. Borgeren skal forstå, at ligesom terapien virkelig går ind i det her projekt for at nå de mål, I lige har aftalt, forventes det også, at borgeren giver den en skalle. Borgeren skal ende med at være topmotiveret for at komme så langt med genoptræningsforløbet som muligt.

Det er vigtigt, at det bliver skrevet ned, og at borgeren har et stykke papir. Det gør det nemmere for borgeren at forstå, at det er en aftale, og ikke bare en service man har ret til at modtage. At det i virkeligheden er en service, borgeren har ret til at modtage, er fordi systemet fejlagtigt er konstrueret fra paragrafferne og ned, og ikke fra borgeren og op. Men terapien skal gøre hvad den kan, for at overbevise borgeren om, at hen kommer meget længere med sin genoptræning, hvis hen ser det som en aftale.

Sammen med aftalen skal borgeren også have intro til neuroplasticitet og lidt viden om vedkommendes sygdom. Herunder er input til papirer.

SMART er en huskeforkortelse for, hvad der kendetegner en god målbeskrivelse.

‘S’ for specifik, ‘M’ for målbar, ‘A’ for accepteret og ‘T’ for tidsbegrænset. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg har sprunget ‘R’ over. Det er fordi, det er ‘R’, jeg vil skrive om. ‘R’ står for realistisk. Men det er vigtigt at forstå, at det er borgerens mål, så det er, hvad der er realistisk i borgerens optik. Hvis terapeuten på baggrund af statistik, baggrundsviden eller egne erfaringer synes at borgerens ambition er urealistisk, skal hen bare aftale nogle delmål, der er realistiske.

Der er flere årsager til, at terapeuten ikke skal tale borgerens mål ned til noget realistisk:

1. Borgerens motivation for genoptræning ligger 100 % i hans håb til genvunden funktionalitet. Ved at tale det ned til noget, terapeuten synes er realistisk, taler man borgerens motivation ned. Ved at tale motivationen ned, reducerer man borgerens genoptræningspotentiale. Derved bliver terapeutens baggrundsviden (statistik, gennemsnit, erfaringer) et selvopfyldende profeti, og man fastholder – utilsigtet – borgeren i hans handikap.
2. Gennemsnit (eller statistik, der fortæller, hvordan det forholder sig for flertallet) fortæller ikke noget om individet borgeren. Skal det være vidensbaseret, skal man ikke basere sig på sin baggrundsviden, men på det man oplever. Et individ kalder på en individuel vurdering. Hvad der er realistisk for en person følger normalfordelingen. Det betyder kort fortalt, at gennemsnittet kun rimeligt beskriver f.eks. 70 %, mens 15 % ligger over og 15 % under gennemsnittet. Procenterne er mit gæt. Det afhænger af fordelingens standardafvigelse, og af hvad definitionen af ‘rimeligt beskriver’ er.

Terapeuten kan også tale målet op og derved give borgeren falske forhåbninger og påføre en skuffelse. Det sker, hvis individets genoptræningskapabilitet er under gennemsnittets, men terapeuten mener, at det er hens baggrundsviden, der fortæller, hvad der er ‘realistisk’. Det tilfælde er et eksempel, hvor begrebet “systemet ved bedst”, virkelig bliver tydeligt. Mon borgeren, der har levet f.eks. 40 år med sit “har lidt sværere ved indlæring end gennemsnittet” bedst kender til det, eller er det terapeuten, der lige har mødt borgeren?

Den indledende samtale kan hurtigt blive til en forventningsafstemning. Det er forkert! Man laver en forventningsafstemning for at undgå skuffelse. Men i genoptræningssituationen er skuffelse ret underordnet. Hvis individet er for ambitiøs med sit mål, har hen haft glæde af den ekstra motivation under genoptræningsforløbet og har opnået langt mere funktionalitet, end hvis målsætningen var talt ned til terapeutens vurdering af, hvad der er realistisk. Valget mellem realisme og skuffelse er ikke et valg mellem pest og kolera, men mellem pest og sommerforkølelse.

Hvis borgerens mål er lavere end det, terapeuten finder realistisk, skal det stadig accepteres, og terapeuten har jo så en oplagt chance for at indgyde borgeren lidt selvtillid, når målet opfyldes inden tidsbegrænsningen.

Hvis terapeuten mener, at borgerens mål er urealistisk højt, skal hen bare sige “Det er godt at sætte barren højt. Så må vi lave en plan for at få dig derhen”. Og så skal der laves nogle delmål. Man kan se det som en trappe (måltrappen), hvor borgerens mål er i toppen, og terapeutens “realistiske” delmål er trinene. Man behøver ikke planlægge alle trinene, men man kan sætte det på, man kan.

Her er et eksempel:

Borgeren ønsker sig, at hen kan flyve, når hen er færdig med genoptræningsforløbet. Desværre er hens gangfunktion ikke særligt god, så terapeuten synes ikke, at der er realistisk at nå lige med det samme. Så hen siger “Du sætter barren rigtigt højt, og det er godt! Men det er nok en stor mundfuld at gabe over i en bid, så lad os lave en plan for, hvordan vi kommer derhen i nogle lidt mindre bidder”.

Og så kan terapeuten begynde at tegne trappen og aftale et mere realistisk første delmål. Det er et fuldt mål.

Delmål 2 behøver ikke at være komplet. F.eks. kan det være, at erfaringerne fra første trin fortæller noget om, hvor lang tid det skal tage at nå det? Det kan også være, at der skal sættes et trin ind imellem? Men man kan jo godt blive enige om retningen ved at skrive en sandsynlig milepæl på.

Efter hvert trin, skal målbeskrivelsen for næste trin laves færdig i fællesskab med borgeren.

… er et FY-ord. En afstemning af forventninger hører ingen steder hjemme i et genoptræningsforløb.

Man laver en forventningsafstemning, når man laver en aftale, hvor ingen skal blive skuffede. Men det er ikke tilfældet i forbindelse med genoptræning af en borger. Det er ligegyldigt, om terapeuten får indfriet sine forventninger, og for borgeren er det ikke et valg mellem pest eller kolera, men mellem pest og sommerforkølelse, for 100 % af borgerens motivation ligger i hens håb om funktionsniveau efter forløbet. Ethvert forsøg på at undgå at borgeren bliver skuffet over at erkende, at målet aldrig nås, vil være at tale hens motivation ned, og det er direkte kontraproduktivt.

Hvis terapeuten synes at borgerens målsætning er urealistisk, skal hen definere nogle realistiske delmål, i stedet for at tale borgerens motivation ned. Målsætninger skal være SMARTe, hvilket du kan læse mere om i artiklen her.