Allerførst en ansvarsfraskrivelse – det er muligt, at det jeg beskriver i denne artikel rent faktisk skyldes kommunesammenlægningen, der trådte i kraft 1/1-2007. Min kommune er et resultat af sammenlægningen af fem tidligere kommuner, og den nye kommunes samling af hjælpemidler, er summen af de tidligere kommuners, og de havde vidt forskellig kvalitetsstandarder. Ikke desto mindre har de efterhånden haft god tid til at fikse det her, så alligevel…

Min badestol

Badestolen er udlånt af kommunen, selvom de ikke har pligt til det: Ifølge Serviceloven § 113 skal kommunen ikke støtte med forbrugsgoder, der kan anskaffes til under 500,- kroner. Harald Nyborg har pt. tre badestole til priser mellem 215,- og 269,-, så i virkeligheden er kommunen ikke forpligtet til det. Imidlertid er begge Harald Nyborgs badestole er til kvinder!

Det er muligt, at producenten siger, eller at det står i den kommunale visitators vejledning, at det er unisex. Det er forkert! Hankønsvæsener er fra skaberens side udstyret med et vedhæng mellem benene. Hvis man skal vaskes i skridtet, skal det være ordentligt tilgængeligt. Det er det ikke, når man sidder rigtigt tilbage på en damestol. Derfor rykker man frem i en langt mere usikker position. Det er risikabelt og temmelig ærgerligt, for det kunne være undgået, hvis stolens type var valgt i forhold til borgerens køn.

Herunder har jeg illustreret forskellen (set oppefra), så ingen bør være i tvivl:

Så er der det med, hvordan det kan lade sig gøre, at en damestol havner ude hos mig, for det forekommer mig temmelig enkelt at se forskel. Kommunen vil med al sandsynlighed beklage, at der uheldigvis er sket en fejl, men lad os så analysere fejlen: Der er nemlig ikke tale om en menneskelig fejl, men en systemisk fejl, og den slags kan forhindres med få ændringer til systemet.

En systemisk fejl

Der er mindst to kommunalt ansatte mennesker involveret i at stille en badestol ud til mig: Visitatoren og hjælpemiddelcentralens medarbejder. For at det skal kunne være en menneskelig fejl, skal begge mennesker lave fejl. Fra sandsynlighedsregningen ved vi, at sandsynligheden for at en tilfældig hændelse sker i forlængelse af nogle andre tilfældige hændelser, er et multiplum af sandsynligheden for, at alle hændelser indtræffer. Hvis begge mennesker begår fejl i 5 % af sagerne, bliver sandsynligheden for at jeg bliver udsat for en menneskelig fejl 2,5 promille – altså ret lille. Faktisk meget tæt på usandsynlig.

Det er altså meget tæt på stensikkert, at det er en systemisk fejl. En systemisk fejl forhindres fremtidigt, ved at lave en rettelse til systemet. Jeg vil anbefale et kvalitetsstyringssystem. Hvis du ikke lagde mærke til linket lige før, så se her. Her linker jeg til en artikel om kvalitetsstyring.

Dette her emne er her ikke, fordi jeg selv har smerter af nogen art, men det er der mange, der har. Og jeg vil gerne sprede lidt viden, der måske kan få dem med smerter til lige at prøve andre måder at angribe det på, før de kaster sig ud i en operation, der stort set altid vil lave irreversible ændringer og muligvis endda gør smerten værre. Det er overhovedet ikke fordi, jeg vil prædikere for alternativ medicin eller sådan noget hokus-pokus, men viden om smerte har ændret sig meget voldsomt siden midten af halvfemserne, dvs. for bare 25-30 år siden, og en af de grundlæggende årsager til, at jeg har lavet denne hjemmeside er, at terapien er enormt træg når det kommer til at adaptere ny viden, og jeg kan forstå, at det på mange områder også gælder medicinere.

Først og fremmest skal man forstå. at der ikke er nogen sensorer og nerver i kroppen, der direkte forårsager smerte. Hvis man brænder armen, er der ikke noget smertesignal, der kommer fra skaden. Der er nogle nerver, der sender signal om, at der er noget, der ikke er rart her – en trussel -, og når det signal kommer op til hjernen, er det den, der fremkalder smerten, for at få os til at reagere hurtigt og fjerne os fra truslen. Og det er hjernen, der vurderer, hvor ondt det skal gøre. Det vil sige, at der er mange forskellige ting – sandsynligvis ikke kun det lægen fortæller dig -, der kan fremkalde den samme smerte oppe i hovedet, for det er dér selve smerten er.

Man lærer hurtigt, hvordan det føles, når man rører en varm bageplade, og hjernen genererer smerten af at brænde sig og ikke smerten ‘ondt i hovedet’. Men små børn siger tit, at de har ondt i maven, selvom der er noget andet galt. Det er fordi deres hjerne endnu ikke har lært andre smerter, eller bare ikke ved, hvordan den takler en ny følelse, f.eks. ‘hjemve’. Så laver den ‘ondt i maven’ for at signalere overfor ejermanden, at der er noget galt, som kræver opmærksomhed. Og det virker jo! Barnet finder en voksen at klage over sit mavekneb til. Den voksne kan godt regne ud, at der ligger noget andet til grund for maveknebet, og de får talt om problemet. Den vigtige lære af det er, at der kan være mange forskellige ting, der er årsag til en smerte. Det behøver ikke (men kan naturligvis være) et reelt fysiologisk problem, men der kan være mange andre ting, der spiller ind.

ZHealthPerformance forklarer illustrativt den seneste smerteteori i denne video. I første halvdel den egentlige teori, og i den anden halvdel en lettere forståelig proprietær version med en ‘trusselsspand’ der bliver fyldt op i løbet af dagen, indtil indholdet når et niveau, hvor hjernen skaber smerte. Så for at reducere smerten, kan man ændre både på tærskelværdien og på det, man fylder i spanden.

Smertevidenskab er en fynsk virksomhed, der lever af at hjælpe folk med kroniske smerter med at håndtere og reducere dem. Det her er ikke en reklame, men virksomhedens hjemmeside rummer rigtig meget solid viden om smerte, og er klart et godt sted at begynde, hvis man vil gøre noget aktivt selv for at håndtere smerterne. Mændene bag er ikke psykologer, som bare vil have dig til at få smerterne til at fylde mindre i din hjerne. Det er fysioterapeuter, der har erkendt, at mennesker er langt mere komplicerede, end størstedelen af såvel medicinerne og terapeuterne har erkendt. Det er sådan set bare terapeuter, der anvender den tilgængelige viden (altså arbejder vidensbaseret), i stedet for resten af terapien, der lever et stykke nede i sidste århundrede, (men alligevel påstår, at de arbejder vidensbaseret).