For at skabe mere arbejdskraft indgik regeringen 21. januar 2022 et smalt forlig med De Radikale, Dansk Folkeparti, SF og Kristendemokraterne. Et af tiltagene er, at man pr. 1/1-2023 fjerner modregningen af ægtefælles indtægt i pension, inklusiv førtidspension.
Bemærk, at det ikke sker, fordi det er etisk problematisk, at man opretholder den gensidige forsørgerpligt rigidt i alle situationer, samtidig med, at den tilskynder ægtepar til at blive skilt, hvilket bestemt er en livsforkortene faktor for en kritisk syg.
Mette F. siger i et af hendes svar til Torsten Gejl (Å) i statsministerens spørgetime 25. februar 2020: “Og jeg mener jo helt ind i min grundvold, at man skal forsørge sig selv, og at man gerne hver eneste morgen skal vågne op og tænke: Hvad kan jeg bidrage med til det her samfund?”. Det er sjovt, for det er jeg ret sikker på, at de fleste førtidspensionister gjorde i begyndelsen af deres karriere som førtidspensionister. Svaret er “førtidspensionister kan ikke bidrage med noget, og derfor skal de sættes uden for arbejdsmarkedet.”
- Rigtig mange førtidspensionister er bange for overhovedet at have en indtægt. De er bange for, at de risikerer, at rådhuset tager pensionen fra dem. Det kan de faktisk gøre (selvom det mig bekendt er ret sjældent), og de kan også gøre den hvilende (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering).
- Førtidspensionister kan selvfølgelig kun arbejde, hvis der laves særhensyn. Der kan naturligvis være tale om nogle fysiske hensyn, men mest afgørende er de tidsmæssige. Måske arbejder en hjerneskadet kun 60 % så effektiv, som en rask. Måske kan hen arbejde 12 timer den ene uge, og kun 3 den næste uge. Arbejdsgiveren har ingen muligheder for at få økonomisk støtte eller kompensation, hvis hen ansætter en førtidspensionist. Derfor gør hen det ikke! Førtidspensionisten skal med kommunens velsignelse have et job med løntilskud for førtidspensionister (tidligere kaldt skånejob). Men løntilskuddet er 29,71 (2021) i timen. For det første er afregningsmetoden ‘pr. time’ noget forældet noget, der hører til i industrisamfundet, og for det andet er beløbet alt for lavt.
Gensidig forsørgerpligt er et sundt princip, men kun indtil en hvis grænse. F.eks. senhjerneskadede førtidspensionister. Dels er der modregningen (som altså snart bortfalder), men også hjælpen fra kommunen. Hvis der er en rask ægtefælle, er det hen, der skal yde arbejdet.
Det kan altså meget bedre betale sig at blive skilt. Og enlige senhjerneskadede førtidspensionister lever kortere end gifte. At opretholde princippet om gensidig forsørgerpligt rigidt, er altså årsag til at senhjerneskadede førtidspensionister dør hurtigere.
Og så taler vi ikke om, at det er sindssygt hårdt for den raske ægtefælle, når kommunen afviser hjælp til den ramte, for at skåne den raske ægtefælle. Derfor kan den raske ægtefælde ikke forblive rask eller forblive ægtefælle.