Hjernen er plastisk. Det vil sige, at den ændrer sig hele tiden. Når vi lærer noget nyt, etablerer den nye synapser. Når vi repeterer noget, bliver forbindelserne større, hurtigere og i det hele taget bedre. Når vi så ikke bruger en funktion, så rydder hjernen op, og forbindelserne forsvinder. Det er det fænomen, nogen kalder “Use it or Loose it“.
Det allerførste der sker når hjernen prøver en ny opgave er kemiske ændringer. Ændringer i mængden af neurotransmittere i synapsespalten, og ændringer i “trigger”-niveauerne på indkomne signaler.
Næste gang hjernen præsenteres for samme opgave, etableres nye, svage synapser. I takt med, at opgaven repeteres – øves – bliver forbindelserne mere solide og funktionen forankres.
Opgaven i din genoptræning bliver, at identificere de opgaver, din hjerne skal lære, og så forankre dem. Det er ikke nemt for terapeuten, hvis det skal være vidensbaseret og ikke erfaringsbaseret. I skal sammen aftale, hvilken funktion du skal lære. Så skal terapeuten nedbryde funktionen i detaljer, finde på øvelser, der lærer dig detaljen, og hele tiden analysere og progrediere øvelserne (så du konstant befinder dig i NUZO), og variere dem nok til at “snyde” hjernens dovenskab. Terapeuten skal minde dig om at fokusere på opgaven, hvis du mister fokus. Samtidig skal terapeuten også pace dig til at træne hjemme og holde intensiteten høj.
Det kan være en god hjælp at tænke på, hvordan du lærte at gange i skolen. Du begyndte med små tal, og progredierede så til større. Du løste ikke 3*3 tusind gange, for hjernen er doven og ville hurtigt finde ud af, at den kunne springe lige til resultatet uden at lave arbejdet. Derfor øvede du stykker med stor variation. De øvrige faktorer: Intensitet, pacing, NUZO er nok forskellige afhængig af din lærer.
Fokus er et nøgleord. Mange af begreberne hænger sammen. Når du er i nærmeste udviklingszone, bliver du nødt til at koncentrere dig – fokusere. Når terapeuten siger, at der skal være kvalitet i udførelsen, er det fordi så koncentrerer du dig – fokuserer. Når øvelsen hele tiden varieres, kan hjernen ikke springe lige til resultatet, så du bliver nødt til at fokusere. Hvis du ikke har behov for at fokusere ved en opgave, er den for let (hjernen har allerede forankret den), eller du gør ikke nok for at kvaliteten kommer i top.
Herunder har jeg indsat et TEDx-foredrag af Dr. Lara Boyd. Jeg ved ikke præcis, hvad hendes titel var dengang (2015), men hun blev professor på University of British Columbia (Canada), (UBC) i 2006. Nu leder hun afdelingen “Brain Behaviour Laboratory“, og er både neurovidenskabsperson, og fysioterapeut, og hendes forskningsområde er, hvordan man udnytter neuroplasticiteten bedst ved rehabilitering efter apopleksi. UBC har et netværk på tværs af fakulteterne, der hedder Djavad Mowafaghian CENTRE FOR BRAIN HEALTH, og tilbyder et antal uddannelser. Det er i hvert fald, som jeg forstår det. I foredraget (ca. 14 min.) forklarer hun, hvordan hjernen ændrer sig, når vi lærer, og det er set mere end 34 mio. gange på YouTube og 25 mio. gange på TED.
Mere…
Dette her afsnit går lidt mere i dybden med læringen, og præsenterer blandt andet en simpel model, der er rigtig god, når der skal vælges fokus for træningen.
Hvis man ser på hjernen som et ‘black box’-system, kan man opstille blokdiagrammet herunder. Der er input, som fortolkes af hjernen, som så kontraherer nogle muskler som output. Det er sådan set en meget overordnet, men korrekt model for CNS. Når man skal forbedre en funktion, kan man vælge at gøre noget ved alle tre ting. For at begynde bagfra kan man øge styrken af musklerne, deres modtagelighed overfor nerveimpulser, leddenes fleksibilitet, og på den måde forbedre output. Man kan også gøre noget ved hjernens evne til at fortolke input og aktivere muskler. Det er der neuroplasticiteten kommer ind i billedet. Hvis hjernen fuldstændigt har mistet en funktion, bliver man nødt til at begynde her. Hvis hjernen godt kan finde ud af en funktion – bare ikke så godt – kan det som regel betale sig at sørge for optimale input først. Sanserne er: Syn, hørelse, følelse, balance (det vestibulære system), lugt, smag og ledsans (proprioception). Og selvom hjernen kan kompensere for meget, bruger den også energi på kompenseringen, og det bliver aldrig så godt, som hvis det oprindelige input er helt korrekt.
Der er også tegnet feedback på blokdiagrammet. Vi ser vores eget output og regulerer bevægelsen ud fra det. Der kan også trænes hjernens regulering specifikt, men det ligger også implicit i at forsøge at opnå så høj kvalitet i udførelsen som muligt.
I forhold til ‘input’ vil det altid være godt for dig at optimere input. Du behøver ikke at have en hjerneskade for at have gavn af det. Det vil også gavne raske mennesker i deres sidste 30-40 år. Bedre input giver færre fald. Færre fald = større aktivitet = længere levetid. Bedre sansning giver større livskvalitet. Uanset hvad, vil det være dumt ikke at inkludere træning af relevante input i sin genoptræning.
Måske kan billedet fra øjnene gøres bedre med briller eller træning. Måske kan lyden gøres bedre med høreapparat. Måske kan proprioceptionen gøres bedre med fokuseret træning. Måske ligeså med følelse og balance. Syn og hørelse kan faktisk også forbedres med fokuseret træning.
Hjernens evne til at aktivere musklerne med viljen – output – har naturligvis også meget at sige. Faktisk burde genoptræning begynde her (med sideløbende inputoptimering), for hvis man virkelig vil arbejde med borgeres bevægelser, skal borgeren være bevidst om sine egne muskler. Det jeg taler om, kaldes “mind-muscle connection” af bodybuilderne, der tilsyneladende er de eneste, der går op i det. Men videnskaben er der også. Det er nemlig det psykologerne kalder “attentional focus” mht. muskelkontraktion.
I min research stødte jeg flere gange på det danskklingende navn: ‘Jonas Ørts Vinstrup’ på videnskabelige artikler om bodybuildernes ‘mind-muscle connection’, så i håbet om at finde noget lidt bredere videnskabelig dokumentation, skrev jeg til ham. Han kom med et link til en enkelt artikel af Gabrielle Wulf: “Attentional focus and motor learning: a review of 15 years”. Desværre skal man betale for at læse andet end den korte synopsis, så jeg har ikke læst den, men I skal ikke snydes for linket af den grund.
Jeg har selv oplevet effekten af bevidstgørelsen af specifikke muskler. Fys’en på CSA Duedalen gav mig funktionen at kunne lægge det ene ben oven på det andet efter få sessioner, hvor hun øgede min bevidsthed om musklerne. Så jeg spurgte hende, hvad det var hun gjorde. Jeg forventede, at hun svarede noget enkelt som ‘mind-muscle connection’ eller ‘attentional focus’, men i stedet svareede hun fire trin:
- Tilstand. Hvad skal terapeuten eller patienten gøre for at komme i den mest ressourcestærke tilstand?
- Optimal stilling for at opnå muskulær kontraktion.
- Visualisere bevægelsen.
- Fokus på de muskler, du gerne vil bevæge.
Tydeligvis er det slet ikke en specifik teknik med et simpelt navn, hun har brugt. Hun har bare brugt sin tankevirksomhed og den baggrundsviden alle fysioterapeuter burde have. Så jeg definerer det hermed som en selvstændig disciplin, der hedder “muskelbevidsthed”, altså “muscle awareness”. Det er imidlertid interessant, at hun skriver ‘visualisere’, for Vindstrup foreslår at gå via forskningen inden for visualisering, der både er undersøgt mht. såvel styrketræning som læring, for at beskrive effekten af muskelbevidsthed. Visualisering er i øvrigt et helt emne for sig, som jeg helt sikkert putter på listen over emner, jeg skal skrive om.
Forudsætningen for at kunne lære at kontrollere bevægelser med viljen er, at man er bevidst om musklen. Det er naturligvis under forudsætning af, at man har mistet den bevidsthed om musklen, at man har brug for det. Hvis man “bare” har en fokal læsion, har man sikkert stadig bevidsthed om sine muskler.
Men det er alt sammen ‘bare’ optimering at output. Alt det imellem input og output handler om neuroplasticitet. Neuroplasticitet kan inddeles i to faser:
Etablering af nye forbindelser: Når hjernen lærer noget nyt, laver den nye synapser, altså nye forbindelser mellem nerveceller. Men de er meget skrøbelige, og hvis de ikke straks forstærkes, forsvinder de igen. Terapeuten siger måske, at det lærte skal forankres.
Forstærkning af eksisterende forbindelser: Ved repetition af noget hjernen allerede har eksisterende forbindelser til, bliver axonet større og synapserne mere og mere solide, og i takt med, at forbindelserne blive bedre, skal man koncentrere sig mindre for at udføre funktionen – den automatiseres. En populær påstand er, at man skal lave noget 10.000 timer, for at blive rigtig god til det. Det baserer sig på et eller andet gammelt ‘forsøg’ med cubanske cigarrullere. Jeg synes, det er åndssvagt, og anbefaler at man lukker ørerne, hvis man udsættes for det. Der er flere grunde til det:
- Det kan godt være, at man først er eksperternes ekspert til noget efter 10.000 timer, men efter 100 timer har man nok fattet grundelementerne i at rulle en cigar, og efter 1000 timer er man nok rimelig god, til at det dækker de flestes ambitioner.
- Som med alt det andet, er det bare baggrundsviden. Det fortæller terapeuten noget, hen måske forventer, men det fortæller absolut intet om virkeligheden, og absolut intet om dig som individ, med en individuel indlæringsevne og fokuseringsevne og motivation Og lige omkring motivation bør nævnes, at en hjerneskadet sandsynligvis er mere motiveret for at genvind funktioner, end cigarrullere er for at rulle cigar nummer 278.867 bedre end den før.
Jeg vil slutte med et dokument, der beskriver nervecellen. En lignende introduktion synes jeg alle borgere under genoptræning burde have. Mennesket har i størrelsesordenen 20 mia. nerveceller bare i cortex.