SMART er en huskeforkortelse for, hvad der kendetegner en god målbeskrivelse.
‘S’ for specifik, ‘M’ for målbar, ‘A’ for accepteret og ‘T’ for tidsbegrænset. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg har sprunget ‘R’ over. Det er fordi, det er ‘R’, jeg vil skrive om. ‘R’ står for realistisk. Men det er vigtigt at forstå, at det er borgerens mål, så det er, hvad der er realistisk i borgerens optik. Hvis terapeuten på baggrund af statistik, baggrundsviden eller egne erfaringer synes at borgerens ambition er urealistisk, skal hen bare aftale nogle delmål, der er realistiske.
Der er flere årsager til, at terapeuten ikke skal tale borgerens mål ned til noget realistisk:
- Borgerens motivation for genoptræning ligger 100 % i hans håb til genvunden funktionalitet. Ved at tale det ned til noget, terapeuten synes er realistisk, taler man borgerens motivation ned. Ved at tale motivationen ned, reducerer man borgerens genoptræningspotentiale. Derved bliver terapeutens baggrundsviden (statistik, gennemsnit, erfaringer) et selvopfyldende profeti, og man fastholder – utilsigtet – borgeren i hans handikap.
- Gennemsnit (eller statistik, der fortæller, hvordan det forholder sig for flertallet) fortæller ikke noget om individet borgeren. Skal det være vidensbaseret, skal man ikke basere sig på sin baggrundsviden, men på det man oplever. Et individ kalder på en individuel vurdering. Hvad der er realistisk for en person følger normalfordelingen. Det betyder kort fortalt, at gennemsnittet kun rimeligt beskriver f.eks. 70 %, mens 15 % ligger over og 15 % under gennemsnittet. Procenterne er mit gæt. Det afhænger af fordelingens standardafvigelse, og af hvad definitionen af ‘rimeligt beskriver’ er.
Terapeuten kan også tale målet op og derved give borgeren falske forhåbninger og påføre en skuffelse. Det sker, hvis individets genoptræningskapabilitet er under gennemsnittets, men terapeuten mener, at det er hens baggrundsviden, der fortæller, hvad der er ‘realistisk’. Det tilfælde er et eksempel, hvor begrebet “systemet ved bedst”, virkelig bliver tydeligt. Mon borgeren, der har levet f.eks. 40 år med sit “har lidt sværere ved indlæring end gennemsnittet” bedst kender til det, eller er det terapeuten, der lige har mødt borgeren?
Den indledende samtale kan hurtigt blive til en forventningsafstemning. Det er forkert! Man laver en forventningsafstemning for at undgå skuffelse. Men i genoptræningssituationen er skuffelse ret underordnet. Hvis individet er for ambitiøs med sit mål, har hen haft glæde af den ekstra motivation under genoptræningsforløbet og har opnået langt mere funktionalitet, end hvis målsætningen var talt ned til terapeutens vurdering af, hvad der er realistisk. Valget mellem realisme og skuffelse er ikke et valg mellem pest og kolera, men mellem pest og sommerforkølelse.
Hvis borgerens mål er lavere end det, terapeuten finder realistisk, skal det stadig accepteres, og terapeuten har jo så en oplagt chance for at indgyde borgeren lidt selvtillid, når målet opfyldes inden tidsbegrænsningen.
Hvis terapeuten mener, at borgerens mål er urealistisk højt, skal hen bare sige “Det er godt at sætte barren højt. Så må vi lave en plan for at få dig derhen”. Og så skal der laves nogle delmål. Man kan se det som en trappe (måltrappen), hvor borgerens mål er i toppen, og terapeutens “realistiske” delmål er trinene. Man behøver ikke planlægge alle trinene, men man kan sætte det på, man kan.
Her er et eksempel:
Borgeren ønsker sig, at hen kan flyve, når hen er færdig med genoptræningsforløbet. Desværre er hens gangfunktion ikke særligt god, så terapeuten synes ikke, at der er realistisk at nå lige med det samme. Så hen siger “Du sætter barren rigtigt højt, og det er godt! Men det er nok en stor mundfuld at gabe over i en bid, så lad os lave en plan for, hvordan vi kommer derhen i nogle lidt mindre bidder”.
Og så kan terapeuten begynde at tegne trappen og aftale et mere realistisk første delmål. Det er et fuldt mål.
Delmål 2 behøver ikke at være komplet. F.eks. kan det være, at erfaringerne fra første trin fortæller noget om, hvor lang tid det skal tage at nå det? Det kan også være, at der skal sættes et trin ind imellem? Men man kan jo godt blive enige om retningen ved at skrive en sandsynlig milepæl på.
Efter hvert trin, skal målbeskrivelsen for næste trin laves færdig i fællesskab med borgeren.