Hvad der er videnskabeligt belæg for, evidens for eller empiri over, er alt sammen udtryk der betyder, at noget er faktuelt. Når noget er bevist videnskabeligt, antages det som den endegyldige sandhed. Når der er empiri, der viser noget, betyder det, at noget har været prøvet, og har givet det samme resultat så mange gange tidligere, at det må regnes for den endegyldige sandhed. Når noget er evident kan det være begge dele, men i hvert fald noget der er den endegyldige sandhed.
Hvad der er videnskabeligt belæg for ændrer sig både med øjnene der ser, og med tiden. Et godt eksempel er ‘elementarpartikel’. Den mindste og udelelige partikel alt består af. Det troede man indtil slutningen af 1800-tallet var atomet. Men så fandt man ud af, at atomet består af elektroner, protoner og neutroner, og så var dét jo pludselig elementarpartikler. Men det var kun indtil man fandt de endnu mindre kvarker og leptoner, der for tiden er vores elementarpartikler. Og for at det ikke skal være løgn, opfører de sig i strid med de fysiske love, der er evidente, og som vi alle kender, så man har måttet kreere en helt ny videnskab til at håndtere ‘standardmodellen’, som den kaldes.
Lægevidenskaben har ændret syn på sygdomme utallige gange op gennem historien, i takt med at vi har kunnet se mindre og mindre ting. Bakterierne blev egentlig opdaget i 1675, men blev først rigtigt udforsket i midten af 1800-tallet, og inden mente videnskaben, at det var ubalance i kropsvæskerne eller dårlig luft, der var skyld i infektionerne. Der er lidt forklaring om hormoralteorien, som den hed i DR’s serie ‘Død og pine’ – afsnit 1 ca. 8 minutter inde. Jeg fik taget en biopsi fra min tumor i 2010. Patologerne fastslog, at det måtte være det ekstremt sjældne gangliocytom eller ganglineurocytom, begge benigne tumorer. I 2021 var der pludselig metastaser, og der blev taget en ny biopsi. Nu var det pludselig et medullablastom, som er kræft, og en meget troværdig teori er, at den oprindelige tumor faktisk er samme type, men man havde bare ikke teknologien i 2010 til at artsbestemme bedre. Det er ikke fakta, der har ændret sig – det er værktøjerne og teknikken. Nu kan man sekventiere tumorens DNA på få timer. Det kunne man ikke i 2010. Lægerne kalder det NGS – Next Generation Sequencing.
Indenfor hjernevidenskab må man sige at der også sker forandringer. Og samtidig med at videnskaben får et revolutionerende nyt syn på hjernen og dens plasticitet, udvikler teknikken sig også hastigt.
Videnskabeligt grundlag er intet argument
For borgeren med en skade, er det fuldstændig ligegyldigt, om der er videnskabeligt belæg for det, der giver flest funktioner igen. Det er klart, at videnskaben stadfæster principper, som derfor må regnes for sande (men ikke nødvendigvis den eneste sandhed). Man skal bestemt ikke begrænse sig til, hvad der lige har interesseret en videnskabsmand. Særligt ikke hvad angår noget nyt, som f.eks. ting, der baserer sig på neuroplasticitet, eller har sit liv i anden sammenhæng end rehabilitering. Et godt eksempel er måling af fokus under øvelser, som jeg har beskrevet flere gange. Det er simpelthen så oplagt et godt værktøj, psykologerne har brugt det i 20+ år, der har i lang tid eksisteret bærbare EEG-headsets, der findes allerede en løsning dedikeret ADHD. Men fordi der ikke lige er en videnskabsmand, der har skrevet, at hvis man kan måle fokus hos en med ADHD, kan man også måle fokus hos en apoplektiker, er der simpelthen ikke en eneste terapeut, der har fantasi til bare at lave et forsøg? Jeg har ellers fået indtryk af, at ordet “innovation” et stykke tid har været på mode i kommunen.
For nogle år siden, lavede Nationalt Videnscenter for Demens et videnskabeligt projekt, der viste at fysisk træning hjælper demensramte. Det vækkede virkelig opsigt. Men det burde det ikke. Man har siden neuroplasticitetens barndom vidst, at fysisk aktivitet tredobler neurogenesen i hippocampus, og neuroplasticiteten i hele hjernen. Hippocampus er en nøglestruktur inden for hukommelse. Det er ikke det videnskabelige forsøgs fortjeneste, at bevægelse pludselig hjælper demensramte. Det gjorde det også før.
Man skal ikke være bange for at prøve noget nyt, bare fordi der kun er indikation på, at det virker, og ingen ‘rollemodeller’ inden for terapien, der har gjort det før. Hvis det hjælper borgeren, er det fantastisk. Det er jo ikke anderledes end at kræftpatienter uden andre mulige behandlinger tilbydes eksperimentel behandling. Eller faktisk er det lidt anderledes, for eksperimentel terapi behøver ikke at indebære risici.