Meditation og visualisering

Jeg har valgt at slå meditation og visualisering sammen i samme artikel, fordi det er beslægtede emner. Man kan sagtens visualisere som del af en meditation. Faktisk gør jeg ofte lige akkurat det, når jeg ikke følger en guidet meditation. Og hvad angår meditation, der specifikt handler om sygdomshåndtering, er det i meget høj grad visualisering, der er i spil.

Jeg er ikke så nøjeregnende med at bruge de rigtige ord omkring det her. Måske er noget af det (eller det meste i virkeligheden) mindfulness. Og som sagt er der en smule visualisering. Egentlig original asiatisk meditation er vist lidt mere vildt, og det er udenfor mit erfaringsfelt at skrive om. Dette her handler kun om, hvordan meditation og visualisering kan hjælpe en hjerneskadet.

I min verden handler meditation om at gå ind i sig selv. Lade sanseindtryk udefra passere uden bearbejdning. Kropsbevidsthed. Åndedrætsfokus. Men den allervigtigste egenskab ved meditation er, at både krop og hjerne slapper af og afspænder. Selvom du ikke føler dig stresset, kan din hjerne og hele dit system godt være stresset alligevel, f.eks. under behandling med stråler eller kemoterapi. Det vil være enormt gavnligt for dig som syg at kunne afspænde og hvile.

Visualisering er i virkeligheden noget helt andet, for der forestiller man sig ting, og det hjælper faktisk med at komme nærmere det, man forestiller sig, eller støtter og styrker f.eks. immunforsvaret. Desværre er det stort set helt overset af sundhedsvæsenet og kommunernes sundhedsstab. Jeg har udelukkende kunnet finde Bobby Zachariaes serie af guidede visualiseringer fra 2010 – 2013. De er heldigvis inden for sundhed, og de vakte nogen opsigt dengang, men bagefter klingede interessen for at udnytte den her teknik af. Her fortæller Zachariae om visualisering i et videoforedrag: Bobby Zachariae forklarer om visualisering. Kræftens bekæmpelse har lavet en stor side om visualisering: Kræftens Bekæmpelses grundige side om visualisering.

Visualisering har ret vide sundhedsperspektiver. Et eksempel er styrketræning for dem, der ikke går til træning. Et forsøg viste, at en gruppe øgede deres muskelmasse 13,5% bare ved at visualisere, at de trænede. Gruppen der reelt udførte øvelsen øgede muskelmassen med 30%. Måske kan man med guidet visualisering i praksis kun øge funktionaliteten 5% hos 5% af borgerne, der modtager hjemmepleje, men det er saftsusemig også mange penge, der spares på indsatser i mange år, hvis borgere pludselig selv kan varme maden, eller selv tage strømper på eller …

Jeg bruger først og fremmest guidet meditation i skøn forening med visualisering til at hvile. Jeg foretager det stort set altid liggende, for at hjernen ikke skal kontrahere nogle muskler – den kan sådan set bare lade musklerne helt være. Undtagelsen er, når jeg er ude og lige har brug for at lukke verden ude et par minutter. Så bakker jeg lidt i kørestolen, lukker øjnene, lader lydene passere ud af det modsatte øre, og koncentrerer mig om min vejrtrækning. Så hviler jeg bedst muligt under omstændighederne.

Hvile med guidet meditation/visualisering er ret effektivt. Det kan ikke konkurrere med en nattesøvn, men det er ofte bedre end at forsøge at sove i 20 minutter.

Jeg må indrømme, at jeg ret ofte kommer til at blunde et stykke inde i lydfilen. I forhold til det egentlige formål med lydfilen, er det ikke så hensigtsmæssigt. Men i forhold til mit eget formål – nemlig at hvile – er det perfekt! Jeg sover ikke dybere, end at jeg altid vågner, når guidningen er overstået. Samtidig får jeg mere hvile, end hvis jeg er vågen hele tiden. Det ville naturligvis ikke være spor formålstjenstligt at miste opmærksomheden under en visualisering, men dem findes der som sagt ikke så mange af.

Guidede meditationer har den ekstra store fordel, at de varer et bestemt tidsrum, så man kan finde en, der passer til det tidsrum, man har til rådighed. Man kan have et arsenal af guidede meditationer på sin telefon i alt fra 5-30 minutter, så man altid kan finde en passende en til at få det meste ud af enhver pause.

Man kan også eksperimentere lidt selv. Jeg har i den forbindelse god fornøjelse af appen “åben og rolig” fra Fonden for mental sundhed. Der er nogle tidsafmålte stykker stilhed (nederst i kategorien ‘ønsker’), der kan bruges til at indramme sit eget lille hvilerum, hvor man kan gøre sig lidt forsøg med meditation eller visualisering.

Diverse relaterede links

Der er utroligt mange sider med guidet meditation, og du må selv gå på jagt i dem, og samle dig et arkiv med meditationer i forskellige længder. Men de handler alle sammen om fokus, åndedræt, afspænding osv. og kan kun bruges til hvile. De eneste sygdomshåndterende guidede visualiseringer er dem Bobby Zachariae leverede for 9-12 år siden. De er nu tilgængelige som lydbøger, der mig bekendt er til rådighed i stort set alle lydbogsstreamingtjenesterne.

Herunder er links til nogle videnskabelige artikler, fordi det virker som om. at det stadig opleves som noget mumbo-jumbo overtro, at visualisering kan have en betydning for sundheden. Jeg er i hvert fald ikke støt på brug af det nogen vegne, selvom det er oplagt at tilbyde lydfiler specialiseret alt muligt.

Videnskabeligt forsøg (1997): Effects of Guided Imagery and Music (GIM) Therapy on Mood and Cortisol in Healthy Adults. Forsøget viser et kraftigt fald i Kortisol (stresshormonet) ved guidet visualisering.

Videnskabeligt forsøg (2021, gratis rapport): Motor Imagery Training of Reaching-to-Grasp Movement Supplemented by a Virtual Environment in an Individual With Congenital Bilateral Transverse Upper-Limb Deficiency

Videnskabeligt forsøg (2004): From mental power to muscle power–gaining strength by using the min

Videnskabeligt forsøg (2020, gratis rapport): Positive Visualization and Its Effects on Strength Training

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *