Som det nok skinner igennem i mine andre artikler om søvnapnø, mener jeg, at dannelse af kondens er den klart værste følgevend til CPAP- eller NIV-apparatet. Og kondensdannelsen bliver kun værre, desto koldere det bliver udenfor. Når luften forlader maskinen er den opvarmet til den valgte temperatur, og fugtet til den valgte luftfugtighed. Men desto varmere luft er, jo mere fugt kan den rumme. Efterhånden som slangen køles ned af omgivelsernes temperatur, bliver luften nærmest slangens inderside også afkølet, og det vand, den ikke længere kan rumme, fortættes som vandråber – kondens – på slangens væg. Det har jeg forsøgt at illustrere med tegningen her ved siden af.

En af fordelene ved at sove med slange og maske er, at man kan krybe helt nedenunder dynen og lukke lys og den værste lyd ude. Det gør jeg, og så har jeg slangen med inde under dynen ned langs maven, så den øverste del af slangen i det mindste holdes varm. Så skal den nederste del af slangen bare beskyttes mod de kolde omgivelser, og det er her dette her tiltag kan hjælpe. Jeg har købt 1 meter isoleringsrør for 14,95 i Jem & Fix. Det fås i enmeterstykker, og du skal vælge det med en indre diameter på 22 mm. Røret er ret stift, så jeg har klippet det i stykker af 12 cm.

Som det ses, har jeg sat en elektrikerstrip rundt om de to nederste. Det var fordi jeg ville holde dem lidt fast, men de glider ligeså lystigt alligevel, så det gad jeg ikke bruge enrgi på at gøre ved resten. Jeg lader tyngdekraften klare det, og det fungerer fint. Mit apparat står på gulvet. Lad være med at klistre isoleringsrøret sammen. Så gør man det meget tungere, at pille isolering af før rengøring, og sætte den på igen bagefter.
