Der er mange parametre, der indgår i valget af kørestol, men for de uindviede skal jeg fortælle, at den aller vigtigste er, om den skal kunne klappes sammen eller ej. Der findes nemlig to hovedtyper af stole: krydsrammestole og fastrammestole. Krydsrammestole kan klappes sammen, men er mindre stabile end fastrammestole, der så til gengæld ikke kan foldes sammen. Jeg har haft fem forskellige og tror efterhånden, at jeg har sporet mig ind på, hvad der ville være den perfekte stol. Den er desværre ikke på markedet, men det kan jo være, at en eller anden kløgtig producent lader sig inspirere.
Min første kørestol var en kampvogn, eller den var i hvert fald tung og robust som en kampvogn. Jeg husker ikke rigtigt hvordan jeg fik den, men på en eller anden måde har kommunen fået placeret mig i den. Og systemet ved jo bedst, så jeg troede, at det var så det. Stolen havde høj ryg og armstøtter, så min truncus skulle forfalde hurtigst muligt og fastholde mig i mit handikap. Dertil var den som sagt tung som et ondt år, så jeg kunne ikke selv løfte den over forhindringer. Jeg havde ikke prøvet en hjerneskade før, så jeg anede ikke, at jeg bare kunne tage kontakt til de visiterende ergoterapeuter i myndighed sundhed, og fortælle, at det ikke fungerede for mig. Det gav mig siden ideen beskrevet i artiklen ‘Velkommen som hjerneskadet‘. Efter et par år fik jeg en erstatning og købte en anden kørestol. En italiensk stol fra A-stole. Et firma der desværre for længst er borte, så de italienske stole bliver ikke længere importeret. Den var lavet i titanium, havde halvt ryglæn, og ingen armlæn, så det var en hel anden – og meget lettere – fornemmelse. Jeg var rigtig glad for den stol. Desværre blev den nogle år efter kørt over af en traktor, Jeg blev heldigvis slynget ud af stolen, så jeg kom intet til, men stolen overlevede desværre slet ikke.
På det tidspunkt var jeg blevet klar over, at kommunen ville give mig en langt bedre stol end ‘kampvognen’, der bare var en transportstol, som de så havde ladet mig beholde i et par år, fordi jeg ikke brokkede mig. Desværre kunne jeg ikke få pengene for den italienske stol af forsikringen, men skulle købe en anden stol. Så tænkte jeg, at hvis kommunens stol var en krydsrammestol, skulle forsikringsstolen være en fastrammestol, jeg kunne bruge ude. A-stole var vist købt af Wolturnus, så det var dem, jeg bad om at lave en fastrammestol til mig. Det er det dårligste valg, jeg nogensinde har truffet omkring mine kørestole. For det første fungerer mine ben og fødder glimrende, så jeg ‘går’ stolen frem i stedet for at bruge hænderne. HVIS MINE FØDDER ELLERS KAN NÅ JORDEN! Højden på stolens forkant er ellers fin nok, men sædet hælder nedad mod ryglænet. Det gør det på stole, hvor det er hænderne, der giver fremdriften, for så glider man ikke hele tiden ud af stolen. Men jeg vil hellere sætte mig tilbage i sædet en gang i mellem for at kunne bruge mine ben til fremdrift. Men det var ikke det eneste, der var galt. Stolen er også alt for bred. Specielt når jeg ikke har armlæn på, for så skal truncus holde overkroppen på plads, og kan godt bruge støtten fra stolens sider. Sådan en stol laves kundespecifikt, og Wolturnus ringede til mig før stolen røg i ovnen og blev hærdet, for så var der ingen vej tilbage. Måske skulle de have sendt et billede af stolen, så jeg kunne se, hvad jeg sagde ja til. Konsulenten der var ude hos mig, havde åbenbart ikke gjort sit job godt nok. Nuvel, nu har jeg sådan en ekstra stol, børnene godt kan lide at lege med. Det skal lige nævnes, at sådan en stol vist kostede omkring 36.000 dengang.
Nuvel, den krydsrammestol kommunen købte, var faktisk ret god. Det var en Etac Cross 4. Jeg havde faktisk bare en enkelt ting, jeg ville ændre på den, og det var vægten. Udelukkende for at skåne min hustrus ryg, når hun skulle løfte stolen op i bagagerummet på bilen. Så da stolen efter fire år var blevet vind og skæv, og Etac-konsulenten sagde, at det var billigere at købe en ny end reparere den gamle, fortalte jeg præcis det til kommunens visiterende terapeut. Det resulterede i, at de ikke kunne bevillige en lettere stol, for det var ikke min hustru, men mig de skulle hjælpe, så jeg blev bevilliget den samme stols efterfølger. Det bliver nok også billigst i længden, når min hustru også bliver førtidspensionist, når hun har fået syv diskosprolapser. så får vi også meget mere hjælp, for så er der ikke længere en rask ægtefælle, at læsse det hele over på.
Heldigvis kunne jeg jo så benytte den såkaldte ‘fritvalgsordning’. Det betyder, at man har frit valg til selv at finde et andet produkt, og så betaler kommunen hvad det bevilligede produkt koster. Og det er jo sådan set fint nok. Men så kommer det skumle – efter købet overgår ejendomsretten til det købte kvit og frit til kommunen. I mit tilfælde handlede det om ca. 5.000,-, som jeg gav kommunen for at undgå, at min hustrus ryg får problemer. Det er vel egentlig sådan en slags skjult skat til handikappede.
Jeg købte nemlig en Küschall-stol, der forhandles af Invacare. Det er en meget anderledes stol med en opfindelse, der gør transport meget lettere: Ryglænet kan klappes ned, og det betyder, at den slet ikke behøver at klappes sammen, for at kunne være bag i en stationcar. Min hustru klapper simpelthen bare ryglænet ned og løfter den op. Den er en del lettere, det går meget hurtigere og fingrene bliver ikke sorte.
Desværre har den også nogle bagdele. I virkeligheden ville den optimale stol være en krydsning mellem Etac Cross og Küschall-stolen.
Küschall-stolens achilleushæle er bremserne, der ret ofte laver problemer, og så skubbegrebene der fæstnes med jernskruer i et aluminiumsgevind – en kombination, der er dømt til at give problemer. Og så er det heller ikke videre fordelagtigt, at den knirker mere og mere, når jeg skal på toilettet midt om natten. Det gjorde Etac-stolen ikke. Heller ikke efter fire års brug.
På Küschall-stolen var der nogle trekantede drivremme på stolen. Det havde jeg aldrig set før. Opfindsomheden på kørestolsområdet er ikke så stor, så der er altid runde rør som drivremme. Men man har langt, langt bedre fat på den trekantede ‘Gekko’-drivrem fra tredjepartsleverandøren CarboLife. De kan meget varmt anbefales. Der er også indfattet et silikonebånd, så grebet er skridsikkert.
Drømmestolen
Det er helt sikkert en del, jeg ikke vil undvære på min drømmestol. Den skal desuden have bremser som på Etac-stolen, men de skal fungere modsat, som på Küschall-stolen, dvs. stolen skal låses op ved at skubbe til håndtagene i stedet for at hive i dem. Så er det muligt at låse stolen op med snask (f.eks. dej eller olie eller maling) på hænderne, uden at smøre hele stolen ind. Det er jo en stol til aktive, så hænderne bliver jo fedtet til ind imellem.
Der skal ikke være jernskruer i aluminiumsgevind nogen steder, overhovedet!
Ryglænet skal kunne klappes ned. Men den skal stadig kunne klappes sammen på tværs, for kører man med flextrafik, kan man ikke rigtig vide, om den skal kunne foldes ned i bagagerummet på en sedan.
Endelig skal den være så robust, at den ikke knirker efter halvandet år, selvom den bliver brugt.
Måske jeg er parat til at få sådan en stol ‘custom’-build, men så forærer jeg ikke kommunen 80% gennem fritvalgsordningen. Kommunens stol bliver en ekstrastol til mishandling i hårde miljøer.
Hvis det bliver en ‘custom’-build stol kan man sikkert også spare lidt vægt på, at den ikke skal kunne indstilles til alle mulige størrelser og vinkler. I øvrigt er vægten ikke helt så væsentlig en faktor, når ryglænet kan klappes ned, for så er stolen meget mere håndterbar, når den skal ind i bilen.