Guidet sundhedslyd

Velfærdsteknologi! Det er dyre løsninger med sundheds-IT eller robotteknologi, men de lavteknologiske, lavthængende frugter går man uden om. Der er mange lavteknologiske løsninger, som bare ikke benyttes. Det virker som om, at det skal koste mange penge. Det må simpelthen ikke være de lavthængende frugter, der høstes først eller overhovedet.

Her er en ide til en portal med lydfiler, der kan bidrage til sundhedsfremme. Jeg forestiller mig, at rådhuset laver en mængde lydfiler til fri afbenyttelse. Lydfiler kan mere, end man skulle tro. Se blot artiklen ‘Meditation og visualisering‘.

Det kræver en dygtig psykolog og en håndfuld forskellige og talentfulde speakere. Helt konkret forestiller jeg mig noget i stil med hierarkiet illustreret herunder:

Allerførst mødes borgeren af en forside, hvor hen skal vælge, hvilken type lydfil hen leder efter. Der er tre kategorier: Sundhed, der har oversigt over sider med generelle, sundhedsfremmende lydfiler, sygdom, der har oversigt over sider med sygdomsspecifikke lydfiler og endelig stilhed, med lydfiler i afmålte længder, og med et start- og stopsignal.

Forside
Sundhed
Sygdom
Stilhed

Knapperne på sundhed og på sygdom skal hver i sær have en underside med links til de egentlige lydfiler. På ‘stilhed’-siden er der bare lydfilerne.

Økonomien

Vi bliver nødt til at lave et overslag over økonomien i denne her investering, for det er meget, meget svært at sælge en ide, hvis den kun er for borgernes skyld. Det bliver en anelse nemmere, hvis økonomien også hænger sammen. Selvom det ikke er så nemt med ændringer eller tilføjelser til servicen. Det er jo ellers ikke fordi det her med guidede meditationer er nytænkning. Mindfulness var ligefrem et buzz-ord en overgang. Alligevel findes dette her ikke. Det rimer ellers temmelig godt på rehabilitering. Nåh, det var lige et sidespring. Lad os begynde med sygdomssiden. Lad os konservativt anslå, at man ved at tilbyde sygdomsspecifikke visualiseringer, kan spare 0,01 % af udgifterne per sygdom inkluderet. Jeg har lavet 11 – der er sikkert flere. Men i mit eksempel i alt 0,11 % eller 1,1 promille. Sundhedsguidningerne er til alle borgere og besparelsen vil være lidt højere, lad os sige 0,5 %, for brugerne bliver måske et par måneder længere i eget hjem eller er en anelse mere selvhjulpne, når de får brug for hjælp engang, eller måske har de en anelse flere kognitive ressourcer at give af, når de begynder at svinde (for de har fået en anelse mere hvile og søvn og været en anelse mindre stressede i løbet af deres liv). Stilhedsfilerne bidrager ikke med noget, for det vil i høj grad være de samme borgere, som bare er gået videre til at eksperimentere med at meditere uden guidning. Så lad os antage, at 0,61 % af budgettet på ældreplejen spares.

Som du nok fornemmer, er dette her overslag allerede temmelig langt ude, for det tjener nemlig udelukkende et formål: At gøre det fuldstændigt indiskutabelt for selv den mest højreorienterede politiker i byrådene, at det er hul i hovedet – også økonomisk – ikke at gøre dette her. Så lad os finde et tal og gange de 0,61 % med. I min kommunes budget 2022-2025 fandt jeg et tal for de budgetterede udgifter til hjemmepleje på ca. 217,5 mio. kr. Bemærk, at ved kun at bruge det, ignorerer vi f.eks. besparelserne for længere tid i eget hjem. 0,0061 x 217.500.000 = 1.325.750,-. Det er nok ca. hvad udgiften er om året inklusiv en psykolog på fuld tid (som nok kun bruger halvdelen af sin tid på at opbygge og vedligeholde systemet, og kan bruges til andet – f.eks. uddannelse af ledere – i den øvrige tid).

Men den økonomiske sammenhæng ser nok meget mere positiv ud i virkeligheden. For det første har en meget større del af borgerne en langt større gavn af dette her – særligt hvis kendskabet til løsningen hjælpes lidt på vej. For det andet er der alle mulige andre effekter, f.eks. at det vil være tydeligt for potentielle tilflyttere, at borgernes ve og vel virkelig ligger denne her kommune på sinde. For det tredje kan man – helt videnskabeligt funderet – mindske stress (artikel om stress), så en del af sygefraværet i kommunen kan mindskes. Ikke kun i velfærdshierarkiet, men over hele linjen. Endelig kunne alle kommunerne jo danne en fælles landsforening, der lavede og holdt sådan en portal. Så forsvinder effekten på tilflytningen, men til gengæld bliver der økonomi til, at 10 psykologer og 100 freelance-speakere kan lave et system med en meget højere kvalitet.

Ideen hermed serveret!

Relaterede links

Kræftens Bekæmpelses grundige side om mindfulness og meditation.

Kræftens Bekæmpelses grundige side om visualisering.

Videnskabeligt studie (2021): Motor imagery practice benefits during arm immobilization. Studiet viser, at apoplektikere med lammelse i den ene øvre ekstremitet, har meget større udbytte af den efterfølgende genoptræning, hvis der i den subakutte fase har været praktiseret visualisering af armen i bevægelse.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *