Det er indlysende, at det, for en der har mistet mange funktioner, er en utrolig gevinst, hver procent funktionalitet der genvindes ved genoptræning. Desværre er det aldrig nok til at motivere nogen (hverken politikere eller administration) til at forandre noget som helst. Derfor har jeg her lavet nogle overslag over økonomien i at implementere forskellige af de lavt hængende frugter, jeg skriver om. Mit resultat er helt sikkert langt fra virkeligheden, men måske kan det hjælpe lidt på foretagsomheden mht. bare at prøve med nogle små bitte forsøg, om der kan nås lidt længere med genoptræningen. I øvrigt er overslagene ret konservative for ligesom at understrege det imbecile i ikke at gøre de her ting.
Til brug for overslagene laver vi først en hurtig antagelse: Vi antager, at en hjemmehjælper (alle uddannelser) i gennemsnit koster kommunen 450.000 om året. Med effektivt 1.665 arbejdstimer om året giver det en udgift på ca. 279,- i timen.
Indledende samtale
Lav faste regler for, hvordan den indledende samtale skal være, og fjern i hvert fald alle spor af forventningsafstemning. Overslaget tager udgangspunkt i, at vi gætter på, at kommunens trænende terapeuter afslutter ca. 25 neurologisk ramte borgere om året. Hvis de bare har fået 5 % forbedring af funktionsevne og 30% af dem uden tiltaget ville få brug for hjemmeplejeindsatser på 3 timer om ugen i gennemsnit i 5 år, er det rimeligt at forvente en besparelse på 25 * 0,05 * 0,30 * 5 * 52 * 3 * 270,- = 78.975,- hvert eneste år. Udgiften er, at der en enkelt gang skal udarbejdes en skabelon for en ikke demotiverende indledende samtale, og siden skal den jævnligt formidles til medarbejderne. Lad os sige, at der skal bruges 1 mandeuge om året. Lad os gætte på, at det laves og formidles af en. der koster kommunen lidt mere, f.eks. 380,- i timen. Det giver en årlig udgift på 37 * 380 = 14.060,-, første år det dobbelte. Laver man de tre bundlinjer (som er den eneste rigtige måde, at gøre projekters pris op på) får man noget, der ligner grafen til højre. Der er en lille blå søjle, der symboliserer et beskedent årligt afkast (besparelse), og en enorm rød søjle, der symboliserer det høje sociale afkast, primært i form af borgeres højere livskvalitet, men også effekten på de pårørende. Der er hverken godt eller skidt for miljøet, så den grønne søjle bliver på aksen.
Link til artikler, der skriver om dette her: Kick-off på et genoptræningsforløb og forventningsafstemning.
Skriftlig genoptræningsaftale
En skriftlig aftale fastlægger forpligtelser, og det gør den ligesom mere seriøs, at den underskrives. Borgeren forpligter sig til, at træne flittigt hjemme, og terapeuten forpligter sig til at arbejde efter borgerens mål og den plan, der er lagt. Det er samtidig et signal til borgeren om, hvor meget det ligger kommunen på sinde, at hjælpe borgeren med at genvinde så meget funktionalitet som muligt. Aftalen skal rumme den plan for genoptræningen, borgeren og terapeuten har aftalt. Hvis målsætningen på et tidspunkt ændres, skal udarbejdes en ny plan og aftale.
Økonomien i det er lidt den samme, som i foregående indsats. Vi afsætter en halv dag til at terapeuten fører aftalen på skrift. Det tager nok kun ti minutter, men for konservatismens skyld. 4 timer á 380,- for 25 årlige borgere er en årlig udgift på 4 * 380 * 25 = 38.000,-, men igen er den sociale søjle enormt høj, for borgeren kommer meget længere med sin genoptræning, når den sådan er aftalt og sat i system, og hen får et ekstra ‘boost’ af at føle, at der er nogen, der virkelig vil forpligte sig til seriøst at hjælpe med at få funktioner igen.
Link til artiklen, der skriver om dette her: Kick-off på et genoptræningsforløb.
Velkommen som hjerneskadet
Det er en helt ny verden, en senhjerneskadet havner i efter skaden. Det meste anede man slet ikke fandtes, eller at der var muligt. Jeg savnede en hurtig indføring i det nye univers, lidt ligesom tilflyttere får en “Velkommen til kommunen” mappe. En “Velkommen som hjerneskadet”.
Det kræver ikke meget finansiering, at lave sådan en mappe. I hvert fald hvis ambitionen bare er, at overlevere information. Selv hvis man trykker et eller andet på glittet papir, kan startomkostningerne nok holdes på under 10.000, og dertil kommer kun, at informationen skal opdateres i ny og næ. Borgeren ville også overleve uden, så derfor går den røde søjle ikke til skyerne, men borgen føler at hen også er velkommen i sin kommune som hjerneskadet. Dertil er det også ret praktisk, når man skal orientere sig i sin nye situation.
Link til artiklen, der skriver om dette her: Velkommen som hjerneskadet.
Digital adgang for borgeren til egen træningsstatistik
I min kommunes genoptræning noteres mine øvelsers opstilling og resultat på et stykke papir i en mappe, som terapeuten senere bruger til at læse i, når det hele skal overføres til terapeuternes eget system. Men hvis nu borgen kunne se sin egen træningsstatistik, antager jeg, at det vil virke motiverende. Borgeren vil kunne konkurrere med sig selv, og vil kunne se, hvor der måske skal gøres en ekstra indsats i hjemmetræningen. Hen vil også kunne visualisere sin fremgang i forhold til tid. På sådan en hjemmeside ville terapeuten også kunne skrive huskesætninger. Det er jo ikke ualmindeligt, at hukommelsen ikke er i top hos hjerneskadede, så det ville være nyttigt, hvis terapeuten skrev “Husk fokus”, “Træk navlen ind til ryggen” eller “husk at trække vejret”, eller hvad der nu lige er vigtigt for den enkelte.
Økonomien i dette her er ikke så nem. Der skal laves et system, og det vil være ret bekosteligt. Men det er den samme funktionalitet, som alle kommuner skal have, så det er rigeligt at KL laver et fælles system. Eller måske er der allerede kommuner, der tilbyder borgerne digital adgang til egen træningsstatistik? I givet fald så skriv det her i kommentarerne. Desuden er det opstartsomkostninger. Den tilbageværende årlige vedligeholdelse er ikke særligt omfattende. Jeg har undladt at lave en “De tre bundlinjer” graf, dels fordi opstarten som nævnt er ‘tricky’, og dels fordi
Der er endnu ikke nogen artikler om dette.
Igangsætningspakke
Ideen er, at lave en “pakke” med genoptræningsaftalen og -planen, papirer med grundlæggende information om sygdommen og neuroplasticitet, og effekter, der kan bruges under genoptræningen som f.eks. håndtælleapparat, stopur, træningselastikker, balloner, elektroder (til FES) osv. En pakke, der er med til at geare borgeren op til, at “nu går vi i gang”, “kommunen går all in på det her” og “nu skal der også gøres en indsats hjemme”.
Økonomisk er udgiften vist til at overse, men for borgeren er det med til at sætte indsatsen og tempoet højt fra begyndelsen af, og motivationen begynder også i top. Både intensivitet og motivation er vigtige faktorer for indlæringen, og effekten på borgerens genoptrænede funktionsniveau vil ikke udeblive. Og det er jo selvforstærkende, for borgeren motiveres af sin egen fremgang.
Effektiviseringsbonus
Hvis man implementerer nogle af de ovenstående tiltag, vil man sandsynligvis som bonus kunne få flere borgere igennem, fordi de ganske enkelt hurtigere når deres fulde potentiale. Måske kan man krydre det hele med lidt nytænkning? Hvis man øger fokus på hjemmetræning, ville man kunne indlægge pauser, hvor der kun er hjemmetræning. Det vil også kunne give en besparelse.
Det er meget godt alt sammen, men vi har simpelthen hverken kapacitet eller økonomi til at implementere alt det
Hvis vi nu et øjeblik ignorer, at administrationen sagtens kan få plads til at implementere flere af tiltagene inden for rammerne af det nuværende budget, så er det interessant at kigge på grafen herunder:
Den viser matematisk optimering af investering kontra fremtidig besparelse. Det er meget enkelt at finde ud af, hvornår man får mest for pengene. Man laver en matematisk model for investeringen (det lyder meget fornemt, men det er i virkeligheden en enkelt variabel, lad os kalde den ‘X’). Derefter laver man en matematisk model for den fremtidige besparelse. Det er lidt mere kompliceret, og vil helt sikkert rumme nogle skøn og gæt. En forudsætning for at kunne lave vidensbaserede skøn er, at man har indsamlet så mange relevante data som muligt (bemærk, at det anbefaler Rehabiliteringsforum Danmark også i deres hvidbog). Endelig sætter man de to modeller lig hinanden, og finder ud af hvor de krydser ved at løse for ‘X’. Men det er overhovedet ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at borgeren får stort udbytte lang tid inden den optimale investering. Det viser jeg med den lyserøde, stiplede funktion i diagrammet. Jeg har kaldt den ‘livskvalitet’, men det er et så håbløst gennemtærsket begreb og enormt ukonkret. Helt konkret drejer det sig om flere ting, nemlig ‘håb’ og borgerens oplevelse af, at det er muligt, at gøre noget selv, og naturligvis borgerens oplevelse af at kommunen virkelig vil og kan hjælpe. Det er ikke småting! ‘Håb’ om at genvinde funktioner er 100 % af borgerens motivation for at forsøge genoptræning. Tro på at det er nytter at gøre noget selv handler om indflydelse på egen situation. Det er en stor anti-stress faktor. Læs i øvrigt artiklen om stress og se Bobby Zachariaes lektion om stress, hvor han skildrer et kendt rotteeksperiment omkring indflydelse på egen situation. Borgerens oplevelse af, at kommunen virkelig kan og vil hjælpe er for det første stærkt motiverende for borgeren, for det andet vil rygtet spredes og øge tilflytningen. I øvrigt vil borgerens gode humør smitte de pårørende, så det bliver meget nemmere, at takle de udfordringer der nu en gang er.
Alternativet til det her er en lyserød, stiplet funktion, der går lidt op i begyndelsen, hvorefter den langsomt daler ned til 0. Når der ikke rigtigt er fremgang, giver borgeren på et tidspunkt op, mister håb og motivation, mister mod på livet og går ind i offerrollen. Det er nemt, bare at have ondt af sig selv. Så uendelig meget nemmere, end at slide hårdt med træningen for at genvinde funktioner. Og mon ikke sådan en borger, der sidder i lænestolen i offerrollen, er dyrere for kommunen end en med gejst? Det er i hvert fald meget hårdere, at være pårørende til en, der er gået i hundene.